Aarhus-professor får amøbe opkaldt efter sig

Professor Erik Jeppesen, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet, har fået en amøbe opkaldt efter sig. Korotnevella jeppesenii hedder det lille kræ, der bærer den store forskers navn.

22.09.2016 | Peter Bondo Christensen

Det er den hollandske forsker Jeroen Van Wichele, der under et forskningsophold ved Bioscience Silkeborg fandt amøben i klimatanke ved Lemming. Klimakamrene har gennem mange år har udgjort rygraden i søgruppens forskning af effekten af klimaforandringer i ferskvandssøer.

Jeroen Van Wichelen bedyrer, at navngivningen IKKE skyldes sammenlignelighed af habitus for forsker og amøbe, men at amøben har fået navnet ’ Korotnevella jeppesenii’ i stor respekt for Erik Jeppesens person og den banebrydende forskning, Erik har lavet gennem mange år.

Kræet, hvis man kan sige det om en amøbe, er 20-40 um stor og ses her i to forskellige situationer.. Det ene billede er taget i det øjeblik, hvor ’Korotnevella jeppesenii’ er i færd med at indtage aftensmaden i form af en Microsystis, der er en blågrønalge. På det andet billede ser det ud til, at amøben vinker. Det gør den vist ikke – sådan ser den ud, når den bevæger sig i stærkt galop.

Tillykke til både amøbe og professor!

Læse mere om amøben her: Acta Protozool. (2016) 55: 61–87

Offentligheden / Pressen, Medarbejdere, Institut for Bioscience