Institut for Bioscience viser forskningen frem på Naturmødet

Forskere fra Institut for Bioscience har sejlet forskningsskibet Aurora til Hirtshals for at være med i Naturmødet, som løber af stablen den 24.-26. maj. Kom ombord på skibet og følg her Auroras første dag på folkemødet, som bød på et væld af aktiviteter på det store agterdæk.

25.05.2018 | Tekst og fotos: Lea Laursen Pasgaard

De er torsdag eftermiddag, og forskningsskibet Aurora ligger og soler sig ved kajen i Hirtshals. En række forskere fra Institut for Bioscience har sejlet hende til byen, der i disse dage er epicenter for dansk naturdebat og naturoplevelser. 

Hundredevis af mennesker er sammen med talrige organisationer, foreninger og myndigheder rejst til byen for at deltage i Naturmødet – det årlige folkemøde i og om naturen.

Solen skinner fra en skyfri himmel, og Naturmødet er velbesøgt af hirtshalsboere og tilrejsende på den første dag. 

Aurora ligger ved Sydvestkajen i Hirtshals. Det 26 meter lange forskningsskib er bygget på Hvide Sande Skibs- og Bådebyggeri og drives i fællesskab af Institut for Bioscience og Institut for Geoscience.  


Landmanden er ofte i konflikt med naturen, så hvordan bliver naturpleje en fordel for biodiversiteten? Sådan lyder spørgsmålet, der introducerer dagens første debat på Aurora, som handler om landmanden som naturforvalter.


Rasmus Ejrnæs, seniorforsker i biodiversitet ved Bioscience (yderst fra venstre), debatterer emnet med Niels Søndergaard fra Danmarks Jægerforbund, Bent Egede Andersen fra Naturstyrelsen, Heidi Buur Holbeck fra SEGES og Lone Andersen fra Landbrug og Fødevarer. 

Heidi Buur Holbeck siger blandt andet, hun oplever, at mange landmænd rigtig gerne vil opgaven med naturforvaltning, men blot mangler viden på området. Derfor mener hun, at uddannelse af landmænd er vejen frem.

Rasmus Ejrnæs udfordrer hendes påstand. Han mener, der er masser af viden på området, som er tilgængelig for alle interesserede. Det, der virkelig mangler, er, at vi sætter emnet på dagsordenen, siger han.

Efter debatten kan Folkemødets deltagere opleve en lang række af biologiens spændende facetter. De får blandt andet mulighed for at sætte den danske tang under lup.

Publikum følger med, da havpattedyrsforsker Line Kyhn (til højre) dissekerer et marsvin, som en fisker ved et uheld har fanget i sit net. Fiskeren havde kontaktet Havpattedyrsektionen under Institut for Bioscience, som har ansvaret for den nationale overvågning af de danske havpattedyr.  

Marsvinet kan dermed være til glæde for forskningen. Line Kyhn og hendes kolleger bruger nemlig fangede eller strandede havpattedyr i forskellige projekter, der alle har til formål at få mere viden om de danske havpattedyr. De undersøger bl.a. genetik, fødegrundlag, sundhedstilstand og spæktykkelse.

Line Kyhn måler tykkelsen på marsvinets spæk for at vurdere dens sundhedstilstand. Spæklaget er 3-4 cm tykt, hvilket er tegn på, at marsvinet var sund og rask.



Videnskabelig assistent Maria Palner hjælper Line Kyhn med dissektionen og fortæller publikum om marsvinet, som er fredet og et af tre havpattedyr, der bor og yngler i Danmark. 


Marsvinets spæk er god isolering. En del af marsvinets indre er stadig frossent, selvom den har ligget opbevaret i bagagerummet på bagagerum i to dage. 

Line viser marsvinets dybrøde tarme frem for publikum.



Efter præsentationen får publikum mulighed for at studere marsvinet helt tæt på. 



Hvordan lyder et marsvin? Det kan publikum også få svar på, for Maria Palner har taget nogle undervandsoptagelser af marsvinets lyde med. Samtidig kan de også høre, hvordan det lyder under vandet, når et skib sejler forbi.




Andre publikummer benytter lejligheden til at studere tang i et mikroskop. 




Er honningbien ved at udkonkurrere de vilde bier i Danmark? Og hvad betyder det for vores natur? Det er spørgsmålet, som seniorforsker Beate Strandberg kommer omkring i sit oplæg om honningbier vs. vilde bier. 


Under oplægget kan publikum nærstudere de mange forskellige typer af bier, der findes i Danmark.



Videnskabelig assistent Signe Brokjær (til venstre) er en af tovholderne på Institut for Biosciences deltagelse i Naturmødet. Her er hun i gang med at fortælle forbipasserende om det faglige program på Aurora, der løber frem til lørdag eftermiddag.




Naturmødets første dag lakker mod enden i Hirtshals, men der er mere fascinerende forskning på programmet både fredag den 25. maj og lørdag den 26. maj. Kig endelig forbi!

Se det fulde program for aktiviteterne på Aurora her

Læs mere om Naturmødet 2018 her

Medarbejdere, Offentligheden / Pressen, Institut for Bioscience, Alumner