Studerende i din virksomhed - læs om Erhversprojektet

Inspireret af talent?

  • Lad os bringe erhvervslivet og biologistuderende sammen.
  • Hjælp en yngre udgave af dig selv med at få praktisk erfaring med erhvervslivet ved at deltage i Erhvervsprojektet.

Hvad er Erhvervsprojektet?

Erhvervsprojektet er et fag på kandidatuddannelsen i biologi ved Institut for Bioscience på Aarhus Universitet, hvor den kandidatstuderende bliver en del af et fagligt forløb i en virksomhed.

Den studerende får konkrete opgaver mellem hænderne og afprøver sin biologiske viden, teorier og metoder. Erhvervsprojektet styrker den studerendes kompetencer såsom kreativitet, selvstændighed og samarbejdsevner. Samtidig henter den studerende inspiration til at vælge retning for arbejdslivet efter studiet.

Erhvervsprojektet giver erhvervslivet adgang til den nyeste viden, mulighed for at dyrke samarbejde med Aarhus Universitet og mulighed for at rekruttere potentielle nye talenter.

Liva Hansen har været i et erhvervsprojektforløb hos fødevarevirksomheden ISI Food Protection. Læs mere om hendes erfaringer her. 

Fordele for din virksomhed/organisation

Der er mange fordele ved at deltage i Erhvervsprojektet. Hidtidige erfaringer viser, at virksomheder og organisationer oplever, at Erhvervsprojektet sikrer en eksponering af virksomheden, giver adgang til den nyeste forskning, samarbejde med Aarhus Universitet og ikke mindst adgang til rekruttering af nye talenter.

  • Adgang til og rekruttering af talent
  • Adgang til ny faglig viden og analysemetoder
  • Konkrete opgaver bliver løst af fagligt kvalificerede og motiverede studerende
  • Mulighed for at påvirke uddannelsen af fremtidige biologer gennem dialog med interne vejledere
  • Skaber netværk på Aarhus Universitet og kan initiere nye forskningssamarbejder.

Liva Hansen har været i et erhvervsprojektforløb hos fødevarevirksomheden ISI Food Protection. Læs mere om hendes erfaringer her.

Kan din arbejdsplads deltage?

Som udgangspunkt kan alle interesserede virksomheder, organisationer m.fl. deltage. 

En typisk vært har ofte biologer eller andre inden for de naturvidenskabelige områder ansat. Herudover vil værten kunne se Erhvervsprojektet som en mulighed for at rekruttere fremtidens biologer og udvikle samarbejde med både den studerende og vejlederen på instituttet.

Instituttet inviterer interesserede virksomheder og organisationer til at oprette en virksomhedsprofil, der bliver en del af et dynamisk og fortsat voksende inspirationskatalog til de kandidatstuderende.

I inspirationskataloget bliver virksomheder og organisationer præsenteret med:

  • Logo
  • Billeder
  • Profilbeskrivelse
  • Link til hjemmeside
  • Kontaktperson.

Instituttet sikrer, at alle profiler gennemgår korrekturlæsning samt efterfølgende professionel opsætning.

Den studerende kontakter dig - inspirationskataloget

Biologistuderende søger blandt andet interesserede virksomheder og organisationer i inspirationskataloget. Når din virksomhed eller organisation opretter en profil til inspirationskataloget, bliver den tilgængelig via de studerendes studieportal.

Profilen angiver en primær kontaktperson i virksomheden eller organisationen. Det er den biologistuderende, der har ansvaret for at tage kontakt og rette henvendelse til virksomheden eller organisationen – heri ligger et vigtigt læringsmoment.

Det beror altid på en individuel vurdering fra virksomhedens eller organisationens side, om en studerende matcher virksomheden eller organisationen og, om der er tid samt et egnet projekt på det aktuelle tidspunkt.

Hvem gør hvad – virksomhedens/organisationens og instituttets roller

Erhvervsprojektet strækker sig over et semester, der enten er i perioden 1. september til 15. december eller 1. januar til 15. juni. Erhvervsprojektet udgør op til 2/3 af semesteret svarende til 20 eller 15 ECTS. Den kandidatstuderende har en vejleder i virksomheden eller organisationen og er samtidig tilknyttet en vejleder fra Institut for Bioscience, hvis forskning har relation til temaet for projektet. 

Vejlederen i virksomheden eller organisationen har en vigtig rolle og guider projektet mod et fornuftigt resultat for både arbejdspladsen og den studerende.

Den kandidatstuderende afslutter projektforløbet med en arbejdsrapport, en portefølje over udførte arbejdsopgaver og en mundtlig eksamen. Ved eksamen er vejlederne fra arbejdspladsen og instituttet eksaminatorer sammen med en intern censor.

Instituttets vejleder fastsætter eksamensdatoen i samarbejde med vejlederen fra arbejdspladsen og censor.

Eksamen afvikles i januar og juni.

Det praktiske – kontrakt og ansættelsesforhold

Arbejdsopgaverne i projektforløbet skal være relevante for den studerendes uddannelsesforløb, og den studerende indgår på arbejdspladsen som virksomhedens øvrige ansatte.

Erhvervsprojektet er en mulighed for virksomheder til f.eks. at sætte gang i og få et af to do- listens mange projekter i mål.

Den studerende modtager ikke løn under erhvervsprojektforløbet. Virksomhedens eller organisationens tid og ressourcer samt den studerendes udbytte af forløbet ligger til grund for samarbejdet.

En virksomhed eller organisation, hvor den studerende har fritidsarbejde, må ikke indgå som partner i projektet.

Når en virksomhed eller en organisation beslutter at indgå i et erhvervsprojektforløb, indgår de en officiel kontrakt med studenten og Aarhus Universitet. Den studerende modtager ved tilmelding til faget alt relevant materiale fra den fagansvarlige på Aarhus Universitet. Den studerende har ansvaret for at fremsende et eksemplar af kontrakten til underskift hos virksomheden eller organisationen.

Parterne underskriver kontrakt og projektbeskrivelse senest 2 uger efter semesterstart (15. januar/15. september).

UDBYTTE FOR ARBEJDSPLADSEN

Mød Anne Elsser-Gravesen, stifter og ejer af fødevarevirksomheden ISI Food Protection. Hun fortæller her om, hvad hun mener, at hendes arbejdsplads har fået ud af at deltage i Erhvervsprojektet, og hvad samarbejdet med studerende kræver.

UDBYTTE FOR STUDERENDE

Mød biologistuderende Liva Hansen, som har lavet et erhvervsprojekt hos virksomheden ISI Food Protection. Hun fortæller her, hvad hun mener, at hun har fået ud af samarbejdet.