Om instituttet

Bioscience handler på alle måder om liv. Vi underviser, rådgiver og forsker i liv, lige fra bakterier til hvaler, fra gener til økosystemer, og fra grundforskning til anvendt biologi i naturforvaltning og bioteknologi.

Institut for Bioscience er oprettet i 2011 ved sammensmeltning af forskergrupper fra Biologisk Institut, Aarhus Universitet og fra Danmarks Miljøundersøgelser. Vi prioriterer forskningsbaseret undervisning og talentudvikling, og vi udfører grundforskning, strategisk forskning og forskningsbaseret myndighedsbetjening samt rådgivning. Vores vision er at udvikle en globalt førende forskningsenhed inden for Biologi. Vi er omkring 500 medarbejdere, mere end 500 bachelor- og kandidatstuderende samt 130 specialestuderende. Sammen har vi et spændende og inspirerende arbejds- og studieliv, og vi arbejder tæt sammen med forskere fra både danske og udenlandske institutioner.

Kort sagt er biologi et bredt og livligt fag, hvor det pibler frem med nye ideer. Hvis du efter at have læst om vores arbejde har yderligere spørgsmål, er du altid velkommen til at henvende dig til en hvilken som helst af vores medarbejdere.