Forstyrrelser

Hørelsen en meget vigtig sans for mange marine organismer, og mange af dem bruger aktivt lyd til at kommunikere og orientere sig. Det skyldes at lyd er den form for energi, der kan bevæge sig længst i vand, meget længere end lys. Sigtbarheden i havet er sjældent over 30 m, men lyd kan høres over store afstande, langt bedre end på landjorden. Marsvin, delfiner og andre tandhvaler bruger desuden ekkolokalisering, på samme måde som flagermus. Ved at udsende korte, ultralydsklik og lytte efter ekkoer kastet tilbage fra omgivelserne er de i stand til at orientere sig og finde føde selv i totalt mørke. De øvrige havpattedyr, de store bardehvaler, sæler og søkøer bruger lyd til at kommunikere under vand. Også mange fisk laver lyd, herunder velkendte arter som sild, kuller (en torskefisk), knurhane (heraf navnet) og ulk, og sågar krebsdyr bruger lyd til at kommunikere.

Menneskeskabt undervandsstøj

Siden dieselmotorer blev almindelige i skibe for omkring 100 år siden, er det menneskeskabte bidrag til baggrundsstøjen i havene steget år for år. Det har nu nået et niveau, der giver grund til bekymring for påvirkning af de marine miljøer. Der er derfor stigende opmærksomhed på menneskeskabt undervandsstøj og som følge heraf også en begyndende regulering af området. I Europa er dette i særdeleshed sket med implementeringen af EU's Havstrategidirektiv, der lister undervandsstøj som en af 11 deskriptorer, der skal anvendes af EU's medlemslande til beskrivelse af miljøtilstanden i havene. Havstrategidirektivet definerer således god miljøtilstand med hensyn til støj ved følgende:

”Indførelsen af energi, herunder undervandsstøj, befinder sig på et niveau,
der ikke påvirker havmiljøet i negativ retning”.

Effekter af undervandsstøj

Der er flere forskellige måder, hvorpå støj kan påvirke dyr. De tre vigtigste er fysisk skade, påvirkning af adfærd og maskering (overdøvning) af andre lyde.

Fysisk skade, herunder høreskader hos dyrene, kan kun forekomme ved meget høje lydtryk og kan forekomme ved f.eks. undervandseksplosioner, pæleramning af vindmøllefundamenter og seismisk olieefterforskning. Sådanne skader vil altid kun forekomme i umiddelbar nærhed af lydkilden. For undervandseksplosioner, der er den kraftigste lydkilde, vil sikkerhedsafstanden typisk være op til nogle få km, afhængigt af størrelsen på eksplosionen. Ved pæleramninger og seismiske undersøgelser er sikkerhedsafstandene mindre.

Adfærdsændringer, f.eks. flugt væk fra lyden eller ophør med fødesøgning, kan forekomme i meget større afstand. Ved pæleramninger af vindmøllefundamenter er det iagttaget , at marsvin reagerer ved at svømme væk i afstande af over 20 km fra byggepladsen.

Maskering er det fænomen, at lyde bliver vanskeligere at høre, hvis der samtidigt er andre lyde tilstede, og maskering bevirker, at det bliver vanskeligere for dyrene at kommunikere, finde bytte og opdage rovdyr. For at maskering kan være effektiv, kræver det, at der er overlap mellem støjen og den lyd, der skal maskeres, både i tid og frekvens (tonehøjde). Kortvarige pulser, som. f.eks. ekkolod og sonar, maskerer derfor ikke nær så meget som vedvarende støj, som f.eks. skibsstøj. Skibsstøj kan på den anden side ikke maskere marsvins ekkolokaliseringslyde, fordi støjen på lang afstand kun indeholder dybe toner, mens ekkolokaliseringslydene ligger langt over skibsstøjen i frekvens. Bardehvaler og sæler, der bruger meget dybe toner til at kommunikere, vil derimod kunne maskeres.

Eksempler på sektionens projekter om undervandsstøj

  • Skibe og offshore-aktiviteter, herunder olieplatforme, boreskibe og havvindmøller; effekter på marsvin
  • Nedramning af havvindmøllefundamenter; effekter på marsvin
  • Seismisk olieefterforskning; effekter på narhval og bardehvaler
  • Undervandssprængninger; effekter på sæler og marsvin
  • Sonar, herunder militære antiubådssonarer; effekter på marsvin og sæler
  • Pingere (akustiske alarmer til at forhindre bifangst af marsvin i nedgarn); effekter på marsvin


Foto: Line Hermannsen, AU