Havpattedyrkonference

I 2017 afholdtes den årlige internationale hvalkonference for "European Cetacean Society" i Danmark. Denne gang fra 29. april til 3. maj 2017. Forskere fra Institut for Biosciences sektion for havpattedyrforskning samarbejdede med Dansk Havpattedyrforening om arrangementet, som blev afholdt på Hindsgavl Slot ved Middelfart med et Lillebælt fyldt med marsvin som baggrund.

Programmet bestod af workshops om aktuelle forskningsemner og over 250 videnskabelige præsentationer for de omkring 430 deltagere fra det meste af verden.

Læs mere på siden: http://www.europeancetaceansociety.eu/, hvor også programmet for begivenheden kan ses - her et direkte link: http://europeancetaceansociety.eu/sites/default/files/AbstractBook_0.pdf

Hvaldissektion

Forsker Katja Vinding Petersen og naturvejleder Anette Weiss omringet af nysgerrige tilskuere under dissektionen af et marsvin på havnen i Middelfart. (Foto: Kristian Laulund, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi)

Marsvin bragte danskere tættere på havet

I weekenden før 1. maj dissekerede forskere fra AU sammen med en lokal naturvejleder et marsvin på havnen i Middelfart. Det skete for aktivt at inddrage borgerne i den internationale havpattedyrskonference, som blev skudt i gang i Middelfart mandag den 1. maj 2017.

Lørdag d. 29. april stod forskerne Katja Vinding Petersen og Anders Galatius fra Institut for Bioscience ved AU klar på havnen i Middelfart. Med sig havde de et marsvin, de havde fået fra en fisker. Marsvinet var gået i hans garn i Hobro Fjord og druknet. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, som ordsproget lyder. Derfor havde Aarhus Universitet sammen med naturvejleder Anette Weiss fra Naturcenter Hindsgavl inviteret offentligheden til at komme og se dissektionen af den lille danske hval.

Lidt over 11 lørdag formiddag blev marsvinet målt, og efter kort tid kunne forskerne konstaterer, at hvalen var en ung han på cirka 1 år. Børnene blev opfordret til at komme helt tæt på og røre ved marsvinet, inden Katja Vinding Petersen lagde de første snit til en blanding af mordbid nysgerrighed og åbenlys væmmelse blandt de fremmødte børn og voksne.

Marsvinet blev åbnet, og organerne blev taget ud og vist frem et efter et. Særligt marsvinets øje og rygfinne vakte børnenes interesse, mens de voksne grinede højlydt, da Anders Galatius kastede sig ud i præsentationen af og sammenligningen mellem testiklerne på et marsvin og et menneske – et voksent marsvins testikler kan veje op til 1 kg pr. styk!

Forskerne tog undervejs adskillige prøver af blandt andet marsvinets tænder, lunger, milt, lever, tarm og hjerte, som blev gemt til senere studier. Et af dagen højdepunkter var, da hvalens mavesæk blev taget ud og skåret op. Inde i den lå der stadig beviser fra marsvinets sidste måltid, blandt andet en fisk, som var blevet slugt hel.

Godt tre timer inde i dissektionen nærmede enden sige, og marsvinet var tæt på uigenkendeligt, efter forskerne havde fjernet det ydre, og overraskende tykke, spæklag og de fleste af hvalens organer. Nogle af tilskuerne spurgte ind til, hvad der skulle blive af marsvinets rester. Til de lokales store glæde kunne naturvejleder Anette Weiss fortælle, at hvalens skelet vil blive udstillet på Naturcenter Hindsgavl i Middelfart.

Nyt projekt for at redde vaquitaen (golfmarsvin)

Til dette års internationale ECS-hvalkonference i Middelfart var flere af verdens førende forskere inden for havbiologi inviteret til at holde oplæg om status på deres specifikke fagområder. En af disse forskere var Armando M. Jaramillo-Legorreta fra Instituto Nacional de Ecologia i Mexico City. Han er blandt de førende eksperter, når det kommer til en af verdens mindste hvaler, vaquitaen. Onsdag d. 3 maj 2017 holdt han oplægget ”The dire status of the Vaquita”på Hindsgavl Slot.

På dansk hedder arten golfmarsvin, da den kun lever i den nordligste del af den Californiske Golf. Det gør den til den mindst udbredte hvalart i verden.

Vaquitaerne er meget udrydningstruede som følge af illegalt fiskeri i deres udbredelsesområde. Fiskerne er ikke efter hvalerne, men det forhindrer ikke vaquitaerne i at blive viklet ind i fiskernes net og drukne. Derfor har mexicanske forskere planlagt projektet Vaquita CPR – conservation, protection and recovery -, som går i gang til efteråret.

Danske forskere fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, AU skal deltage i projektet, som går ud på at indfange hvaler til parring i kontrollerede omgivelser, så man undgår en total udryddelse af arten. Projektets mål er, at udsætte hvalerne og deres afkom, når de mexicanske myndigheder kommer det illegale fiskeri i golfen til livs.

I videoen her kan du høre Armando M Jaramillo-Legorreta fortælle om vaquitaens status og kampen for at redde verdens mest truede hval.