Tålegrænser

Begrebet tålegrænse er en dansk oversættelse af det engelske udtryk ”Critical Load”, som anvendes i forbindelse med internationale målsætninger om at reducere den grænseoverskridende luftforurening.

Tålegrænser (engelsk: critical load) defineres som ”Den belastning med et eller flere forurenende stoffer, under hvilken væsentlige skadelige effekter på udvalgte følsomme elementer af natur og miljø ikke vil forekomme, vurderet med den nuværende viden”. Tålegrænser indeholder et politisk element, idet det skal afgøres, hvad der er en væsentlig effekt, og hvilke elementer af natur og miljø, der ønskes beskyttet. Fastsættelsen af grænserne er imidlertid baseret på naturvidenskabelige metoder, for heder primært baseret på resultater fra plantekonkurrencemodeller. Disse modelberegninger tager imidlertid ikke fuld højde for effekten af meget kraftig jordforsuring.

Begrebet dækker over, at hver naturtype har en maksimal grænse for, hvor meget af en given type atmosfærisk nedfald, den kan tåle pr år. Denne mængde svarer til tålegrænsen. Tålegrænsen afhænger af flere faktorer, som er lokalitetsafhængige, for eksempel jordbund, nedbørsmængde og artssammensætning.

Tålegrænsen for kvælstof kan på lokal skala bruges til at begrænse udledningen af kvælstof fra husdyrbrug. Herved kan man sikre, at sårbar natur beskyttes. På større geografisk skala kan tålegrænser bruges til forhandlinger om nedsættelse af staters udledning af forskellige typer af luftforurening.

Den aktuelt gældende publicerede tålegrænse for naturtypen våd hede med klokkelyng ligger mellem 10–25 kg N ha-1år-1. Det er en såkaldt empirisk tålegrænse, hvilket vil sige, at den er fastlagt på baggrund af en række undersøgelser af klokkelyngheder. Det at der er tale om et interval dækker dels over, at tålegrænsen er afhængig af lokale forhold, dels over at regelmæssig pleje, der fjerner kvælstof fra økosystemet, gør, at det teoretisk kan tåle et større nedfald, uden at der forekommer eutrofieringseffekter.

Se også: Strandberg og Mortensen, 1996.