Marin fauna - Indsamling og artsbestemmelse

Havbundens fauna fortæller en masse om miljøtilstanden i havet. Kurset giver en generel introduktion til den danske marine fauna med vægt på artsbestemmelse. Du vil få kendskab til de vigtigste organismer fra forskellige habitater, metoder til indsamling og værktøjer til selv at kunne artsbestemme faunaen. En del af kurset foregår til søs med forskningsskibet Aurora.

Kursusbeskrivelse

Havbundens organismer er velegnede som indikatorer for miljøtilstanden i havet, da mange af dem er stationære. Sammensætningen af faunaen er et udtryk for ikke bare den aktuelle tilstand, men også for en integration af miljøforholdene over længere tid. Ekstreme hændelser, som f.eks. kraftigt iltsvind, vil kunne aflæses i faunaen længe efter hændelsen, fordi specifikke dyr og planter forsvinder fra havbunden. Ved at indsamle og artsbestemme organismer fra havbunden kan man derfor få stor viden om havets sundhedstilstand.

Ombord på forskningsskibet Aurora vil du blive introduceret til forskellige indsamlingsmetoder og -redskaber samt til de organismegrupper, som redskaberne primært egner sig til.  Herefter vil vi i fællesskab foretage indsamling med redskaberne og grov-sortere prøverne. Til sidst skal vi artsbestemme det indsamlede materiale i laboratoriet.

Gennem kurset vil du få opdateret din teoretiske viden og praktiske kunnen inden for følgende områder:

  • Indsamlingsteknikker: Haps, Boxcorer; Warén-slæde og trekantskrab
  • Artsbestemmelse af børsteorme, bløddyr, krebsdyr og pighuder
  • Værktøjer og nye metoder til artsbestemmelse

Formål

Kurset har til formål at give deltagere, som i forvejen har et vist kendskab til det marine miljø, opdateret viden om indsamling og bestemmelse af marine dyr.

Undervisningsform

Undervisningen vil veksle mellem korte introduktioner og demonstrationer og selvstændigt bestemmelsesarbejde under vejledning.

Målgruppe

Ansatte ved konsulent- og miljøvirksomheder, formidlingsinstitutioner, NGO’er, offentlige institutioner indenfor marin forvaltning og andre, som har brug for et generelt kendskab til danske marine organismer og deres bestemmelse.

Undervisere 

Specialister i marin fauna og økologi Tomas Cedhagen, Kurt Thomas Jensen, Kim Mouritsen, Peter Grønkjær og Jens Tang Christensen, alle fra Institut for Bioscience, vil varetage undervisningen.

Kursuskoordinator


Foto: Christoffer Bruus Pedersen

Tid og sted

  • Kurset afholdes over 3 dage, typisk første dag på forskningsskibet Aurora, Aarhus Havn, Kajplads 10, Revalgade, 8000 Aarhus C   
  • De sidste 2 dage afholdes normalt i Aarhus.

Tilmelding og pris

  • Kr. 8.000 ekskl. moms
    Deltagerne skal medbringe praktisk tøj (evt. regntøj) og fodtøj til arbejdet ombord på Aurora
  • Prisen er inklusive undervisningsmateriale og forplejning, men uden overnatning

Kursusbevis

  • Deltagerne får udleveret kursusbevis, når kursus er gennemført.

Deltagerantal

  • 6-12 deltagere
  • Af hensyn til arbejdet ombord på forskningsskibet er deltagerantallet begrænset til 12.