Adaptiv naturforvaltning

Ét er at iværksætte en forvaltningsplan for en art eller et naturområde, et andet er at opnå det, man ønsker med en plan. Desværre ser vi for ofte, at planer løber ud i sandet. Adaptiv naturforvaltning er et begreb, som kan bruges til at opnå en mere målrettet beskyttelse og forvaltning af arter og deres levesteder – og få styr på om tiltagene virker. På dette kursus vil du få en introduktion til begrebet, som kan sætte dig i stand til at bruge det i praktisk naturforvaltning.

Kursusbeskrivelse

Adaptiv forvaltning er en metodisk tilgang, som forvaltere kan anvende til at strukturere og gennemføre beslutningsprocesser i naturforvaltning. Det er meget anvendt i bl.a. nordamerikansk naturforvaltning, men er først nu ved at vinde indpas i europæisk sammenhæng. Med en adaptiv tilgang sikrer vi os, at problemstillinger, mål og valg af tiltag bliver formuleret klart og i samarbejde med de relevante aktører allerede i den indledende fase af et forløb, for eksempel forvaltning af et naturområde, hvor der er forskellige modstridende interesser. Undervejs i forløbet justeres tiltag på basis af en evaluering af forudsigelser og overvågning. På den måde lærer vi løbende af de positive såvel som negative resultater, vi opnår. Det giver skarpere og mere systematiske beslutninger og, ikke mindst, et større engagement hos de deltagende aktører.

På kurset gennemgår vi følgende emner i teori, gennem diskussioner og en række praktiske øvelser:

  • Hvorfor er det så svært at tage beslutninger i naturforvaltning?
  • Elementer i en beslutningsproces
  • Formulering af problem og målsætninger
  • Analyse af alternative beslutninger og tiltag
  • Forudsigelse af konsekvenser af tiltag (modellering)
  • Tilrettelæggelse af systematisk opfølgning
  • Løsninger i enkle versus komplekse og konfliktfyldte sager
  • Håndtering af usikkerheder og risici
  • Dynamiske beslutninger: hvornår skal man gribe til adaptiv forvaltning?
  • Engagement hos aktører, definition af roller og organisationsstruktur

Formål

Kurset giver deltagerne en introduktion til begrebet adaptiv forvaltning og værktøjer til at anvende metoden til at strukturere beslutningsprocesser i konkret naturforvaltning. Målet er, at deltagerne grundlæggende forstår konceptet, og hvordan det adskiller sig fra traditionel forvaltning, og at deltagerne får forudsætninger for at anvende adaptiv forvaltning i praksis.

Undervisningsform

Kurset vil bestå af en kombination af korte foredrag, gruppearbejde og diskussioner baseret på konkrete sager, så kursisterne får konkrete værktøjer til at kunne benytte konceptet i praksis.

Målgruppe

Kurset henvender sig til alle, der arbejder med sagsbehandling, forvaltning eller rådgivning inden for naturforvaltning i den offentlige administration, i konsulentvirksomheder eller i interesseorganisationer.

Undervisere på dette kursus

Jesper Madsen, professor, dr. scient., Institut for Bioscience, Aarhus Universitet, samt 2-3 andre undervisere. Jesper Madsen er kursusansvarlig; hans forskningsområde er økologi og forvaltning af dyrearter, og han har de senere år fokuseret på udvikling af adaptiv forvaltning i dansk og europæisk naturforvaltning.