Rådgivning om retningslinjer for forundersøgelser, efterforskning og udnyttelse

Grønlands Selvstyre har udarbejdet retningslinjer for beskyttelsen af miljøet, når selskaberne skal undersøge forekomst og størrelsen af mulige mineralforekomster. Disse retningslinjer er udarbejdet efter rådgivning fra DCE.

Undersøgelserne foregår oftest over en lang årrække, hvor de indledende geologiske undersøgelser normalt dækker større områder (forundersøgelser). Derefter følger en fase, hvor interessante områder for minedrift afgrænses, og hvor det pågældende selskab udfører en række undersøgelser for at vurdere størrelse og værdi af en bestemt mineralforekomst. Denne fase kaldes efterforskningsfasen og er nærmere beskrevet under Rådgivning om retningslinjer for efterforskning. Vurderer et selskab, at det kan betale sig at udnytte en mineralforekomst, følger en fase, hvor selskabets planer for en sådan udnyttelse skal undersøges og vurderes – også ud fra en miljømæssig synsvinkel. Myndighedernes retningslinjer for denne, ofte årelange proces beskrives nærmere under Rådgivning om retningslinjer for udnyttelse.