Forårsrastepladser og fældeområder for Grønlandsk blisgås

Forårsrastepladser

Indtil først i 1990erne var der kun to kendte forårsrastepladser for Grønlandsk blisgås i Vestgrønland, begge beliggende i området vest og nord for Kangerlussuaq/Søndre Strømfjord. I årene 1995, 1997 og 2000 blev i alt 43 mulige rastepladser undersøgt fra fly i maj måned. Området dækkede Vestgrønland mellem 62°N og 70°N. På 10 af de undersøgte arealer blev der optalt 83 % af de observerede gæs og 58 % af gæssene taltes på kun 3 arealer. To af de tre arealer var i øvrigt de oprindeligt kendte! Alle 10 arealer er udpeget som "vigtige områder for dyrelivet" og indgår i Råstofforvaltningen for Grønlands reguleringskort.

Grønlandske blisgæs på forårsrastepladsen Kuuk i Eqalummiut Nunaat, Vestgrønland, i maj måned. Denne rasteplads er én af blisgåsens tre vigtigste forårsrastepladser i Grønland. Foto: Marianne K. Petersen

Hvorfor er det vigtigt at beskytte blisgæssene på forårsrastepladserne? Fordi det er vigtigt at de genvinder deres kondition inden de starter på at yngle. Hvis især hunnens kondition er for ringe vil der være stor sandsynlighed for at den ikke får unger på vingerne det år. Når de grønlandske blisgæs ankommer til Vestgrønland først i maj har de fløjet godt 3.000 km fra vinterkvartererne i Irland og Skotland. Ruten går over hav og indlandsis med et ca. 18 dages stop midtvejs på rastepladser i det vestlige Island. Gæssene tilbringer ca. 14 dage på de vestgrønlandske rastepladser. Det ved vi ud fra 10 blisgæs, mærket med satellitsendere.

På forårsrastepladserne bruger hunnen næsten 80% af døgnet på at spise, hannen lidt mindre. Rastepladserne bliver tidligt snefrie, så føden er normalt tilgængelig når gæssene ankommer. Hvis gæssene bliver forstyrret mens de raster om foråret kan det betyde, at gæssene får for lidt tid til fødesøgning og at for meget energi bruges til flyvning; der bliver for lidt fedt og protein til at hunnen kan opbygge et normalt kuld æg, samtidig med at hendes fedtreserver ikke bliver tilstrækkelige til de 28 dages rugning hvor hunnen næsten ikke søger føde. Når gæssene er på forårsrastepladserne bliver de vagtsomme når personer til fods er ca. 700 m væk, og de lette på 200-500 m´s afstand. Fly kan få gæssene til at lette når kommer tættere på end ca. 700 m, mens gæssene ikke reagerer på fly der er over 1.000 m væk.

Den vigtigste forårsrasteplads i Vestgrønland for Grønlandske blisgæs. Det er først i maj måned på det tidspunkt hvor gæssene netop er ankommet fra Island. Foto: C. Glahder, DMU

Fældeområder

De grønlandske blisgæs fælder deres svingfjer i begyndelsen af juli, og i de næste 3-4 uger er de ikke i stand til at flyve. Ynglende fugle fælder ca. 2 uger senere end ikke ynglende fugle. Selv om gæssene i fældeperioden skal opbygge nye fjer, er de normalt i stand til at holde deres kropsvægt. Bl. a. sparer de energi fordi de ikke kan flyve. Gæs der ikke kan flyve er bundet til det område de har valgt at fælde i. Et fældeområde skal derfor tilgodese gæssenes behov for føde i 3-4 uger samt indeholde søer eller en elv, hvor gæssene kan søge tilflugt i tilfælde af forstyrrelser. Forstyrrelserne kan typisk komme fra Fjeldræv eller menneske.

Den største fældende flok blisgæs der blev optalt på de to optællingsundersøgelser i 1992 og 1995 i Vestgrønland blev set midt på Nuussuaq halvøen. Prøv at anslå antallet - før du læser det korrekte tal (firehundredefirehalvtreds). Foto: C. Glahder, DMU

Når mennesker til fods nærmer sig en flok fældende blisgæs vil gæssene blive vagtsomme når personen i gennemsnit er 780 m væk. Når personen i gennemsnit var 480 m væk fra flokken svømmede og løb de bort. Gæssene flygtede mange km væk fra deres foretrukne fældeområder og de vendte først tilbage efter adskillige dage. Halvdelen af gåseflokkene der blev forstyrret var tilbage 3 dage efter forstyrrelsen, mens en tredjedel af flokkene først vendte tilbage efter mere end 5 dage.

I Østgrønland har DMU undersøgt hvordan fældende Bram- og Kortnæbbede gæs reagerer på helikoptere. Det viste sig at gæssene i gennemsnit reagerede vagtsomt når helikopterne var mellem 2½ og 9 km væk. Når helikopterne kom tættere på flygtede gæssene som beskrevet ovenfor. Når gæssene blev forstyrret af 2-3 helikoptere hver time blev kun 5% af døgnet brugt til fødesøgning, i modsætning til gæs der ikke blev forstyrret brugte 40% af døgnet til græsning.

DMU har i 1992 og 1995 optalt fældende Grønlandske blisgæs og Canadagæs i Vestgrønland mellem 67°N og 72°N. Optællingerne har især været koncentreret om Nassutuup Nunaa, Eqalummiut Nunaat, Naternaq (Lersletten), Disko og Svartenhuk. Ved optællingerne blev der talt et antal der udgjorde 25-30% af hele den overvintrende bestand på ca. 30.000 fugle. Den gennemsnitlige flokstørrelse var på 25 gæs, mens den største flok der blev observeret var på 454 fugle. Tæthederne beregnet ud fra linjetransekter lå på mellem 0,3 og 2,6 gås/km2. Der blev i 1992 optalt 514 fældende Canadagæs, og i 1995 i alt 1362 gæs. Langt flest Canadagæs blev set i det nordlige og centrale Vestgrønland, men forøgelsen fra 1992 til 1995 var langt størst i den sydlige del af optællingsområdet. Områder for fældende gæs er udpeget som "vigtige områder for dyrelivet" og indgår i Råstofforvaltningen for Grønlands reguleringskort (kortbilagene 03-05 og 11-13).