Kælvingsområder for rensdyr

Rensdyr oplever i årets løb forskellige klimatiske forhold, som betinger forskelle i fødens tilgængelighed og i udbuddet af fødeplanter. Plantedækkets sammensætning er også afhængig af de klimatiske forhold og tillige af jordbundsforhold. Vegetationen fremstår derfor som en mosaik af mange forskellige vegetationstyper. For til enhver tid at finde den bedste føde må rensdyrene bevæge sig rundt i terrænet. Dette kan resultere i at rensdyrene er nødt til at foretage vandringer mellem sommer- og vinterområder. I Grønland kan disse vandringer højst være omkring 100 km mellem vinterområder ved kysten og sommerområder nær indlandsisen, mens vandringerne i nordamerika kan strække sig over hundreder af kilometer.

Et af de kritiske tidspunkter for rensdyrbestandene er i slutningen af maj, når de drægtige simler (hunner) efter en vinter med fødebegrænsning skal være klar til at opfostre de nyfødte kalve. Dette foregår som regel i bestemte områder, som opsøges år efter år. I reglen er kælvningsområderne mindre områder inden for sommergræsningsområderne. Kælvnings-områderne er væsentlige for rensdyrene. Her skal der være føde og ro, så simlerne og deres kalve får optimale muligheder for at klare sig.

Kendskab til rensdyrenes kælvningsområder er et vigtigt element i forvaltningen af rensdyrbestandene og som grundlag for miljømæssig vurdering af mineralefterforskning, turisme og lignende aktiviteters påvirkning af rensdyrbestandene.

Kælvningsområderne for eksempelvis Isortoq-bestanden i Kangerlussuaq-området og Utoqqarmiut-bestanden syd for Ameralikfjorden findes i indlandet nær indlandsisen i områder med kontinentalt klima og i områder, der tidligt bliver snefrie.

Kælvningsområderne er inkluderet i DMU's databaser over vigtige områder for dyrelivet i Grønland.