Overvågning af danske orkidéer

Orkidédatabase: Overvågning af danske orkidéer

Overvågning af orkidéer og deres levesteder startede allerede i 1943 hvor Buderupholm Statsskovdistrikt indledte en optælling af den stedlige bestand af fruesko (Cypripedium calceolus). I 1982 blev overvågningen af andre arter påbegyndt. Siden har alle 45 vildtvoksende danske orkidéer været overvåget i en kortere eller længere periode, der f.eks. betinget af ændringer af levesteder eller af, at bestandene forsvinder.

De arter der er udbredt i de fleste egne af landet overvåges på nogle udvalgte lokaliteter, mens de arter der kun kendes fra 10 steder og derunder, overvåges på så godt som alle voksesteder.

Orkidéer er fredede, hvilket betyder, at planterne ikke må beskadiges, opgraves eller deres frø indsamles. De må derimod gerne betragtes i naturen. Nogle orkidéer stiller store krav til voksestedet, og har et kompliceret samliv med svampe. Andre arter kan leve forskellige steder og er udbredt i de fleste egne af landet.

Når du aktiverer et af de danske artsnavne i orkidéoversigten, kommer der en liste over lokaliteter, hvor den pågældende orkidé er overvåget. Når navnet på en lokalitet aktiveres, fremkommer et søjlediagram over de årlige optællinger.

Rødlistede orkidéer

21 ud af 46 orkidéer dvs. 45% er rødlistede. Dette betyder, at de enten er forsvundet (3 orkidéer), kritisk truet (3 orkidéer), moderat truet (8 orkidéer) eller sårbare (7 orkidéer). Søg på Den danske Rødlistes hjemmeside.