Ferskvandsmiljø

I en verden i konstant udvikling er der enormt pres på ferskvandsressourcen og af hensyn til at sikre fremtiden er det af afgørende betydning, at vi fortsat udvikler forståelsen for de biologiske, kemiske og fysiske processer i og omkring ferskvand.

Ferskvand udgør kun en lille del af det globale vandvolumen, men har afgørende betydning for alt liv på landjorden. Landbruget er den største arealforvalter i Danmark, og dyrkningen af markerne og husdyrproduktionen vil i større eller mindre omfang påvirke naturindholdet, hydromorfologiske forhold, vandkvaliteten og de biologiske forhold i det akvatiske miljø og de ripariske arealer. Institut for Bioscience afdækker gennem forskning, overvågning og rådgivning natur- og miljøeffekterne ved både landbrugets og punktkilders påvirkning af vandløb, søer og marine områder med fx kvælstof og fosfor, sediment, tungmetaller, pesticider og andre miljøfremmede stoffer.

Via DCE rådgiver vi Miljøministeriet, hvor vi bl.a. i forbindelse med forvaltning af overfladevand arbejder inden for følgende emner:

  • Næringsstof- og pesticidbelastning af ferskvands-økosystemer
  • Klimaændringers effekt på ferskvands-økosystemer
  • Naturgenopretning af vandløb, søer og ådale
  • Miljømonitering i ferskvand