Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Pressemeddelelse: Samarbejde mellem Arktisk Kommando og forskere giver ny viden om havet rundt om Grønland

Vandmassernes bevægelse rundt om Grønland har stor betydning for klimaet i Arktis, og for alt liv i havet. Indtil nu er havstrømmene beskrevet vha. computermodeller, men der mangler data for at forstå havets vekselvirkning med Indlandsisen. Nu vil et hold forskere skaffe data om vandmasser direkte fra Nuuk ned langs Kap Farvel og op langs Grønlands østkyst. Det sker i tæt samarbejde med Arktisk Kommando.

06.08.2021 | Peter Bondo Christensen

Den 9. august sejler inspektionsfartøjet Knud Rasmussen på patrulje fra Nuuk med et hold forskere om bord. Målet er Ella Ø fjordsystemet i Nordøstgrønland, hvorefter der sejles til Færøerne, hvor den videnskabelige del af patruljen afsluttes. Undervejs på den 6000 km lange sørejse undersøger forskerne de fysiske og kemiske spor, der kan afsløre havstrømmenes bevægelser. Samtidig bliver havvandet testet for indhold af DNA, der fortæller hvilke dyr og alger, der er knyttet til de forskellige vandmasser.

Ombord på Knud Rasmussen er bl.a. en række helt nye prototyper af selvkørende målerobotter der kan bæres afsted med droner.  Robotterne kan udføre målinger, hvor skibet ikke kan komme frem.

Togtet er et unikt samarbejde mellem forskningsmiljøer i Grønland og Danmark og med Arktisk Kommando.

”Afprøvning af ny teknologi bliver en vigtig del af arbejdet ombord. Uden logistisk støtte fra søværnet er den her type forskningsarbejde så godt som umuligt”, fortæller professor Søren Rysgaard fra Aarhus Universitet, der er leder af forskningsgruppen.

Området er en vigtig faktor for temperatur og klima både på land og i havet – og de nye data vil fortælle om havets vandmasser og den puls, der driver dem.

Forskerne forventer, at resultaterne fra togtet bl.a. giver ny viden om afsmeltningen af gletsjerne i grønlandske fjorde og vandmasser langs Grønlands vest- og østkyst.

”Vi har mange gode tidsserier af biologiske, kemiske og fysiske målinger fra Nuuk, Disko-området og Zackenberg i Nordøstgrønland, men det er vigtigt, at vi også forstår de vandmasser, der påvirker Grønlands kyst. Og det er en enestående lejlighed for os at komme med, når Knud Rasmussen alligevel patruljere i området”, siger Søren Rysgaard.

Chef for Arktisk Kommando Martin la Cour-Andersen forklarer: ”Vores enheder opererer i Grønlands særegne natur hver dag, og det er i den grad et unikt miljø og klima, som har fået stigende opmærksomhed de sidste år. Hvor det er muligt med hensyn til vores rådige ressourcer og andre opgaver, støtter vi gerne op om forskningsaktiviteter, som kan tilvejebringe mere viden om omgivelserne her og det særegne arktiske miljø.”

Under togtet tager vi en række billeder og film af høj kvalitet, herunder dronefotos ligesom vi kan levere tekst om de forskellige forskningsprojekter og skabe en direkte kontakt til de enkelte forskere.

Yderligere information vedr. forskning under togtet: Søren Rysgaard, professor og leder af Arktisk Forskningscenter, Aarhus Universitet. Mail: rysgaard@bio.au.dk; telefon: +45 2464 3206

Yderligere information om togtets praktiske gennemførsel: Lærke Krogaard Hansen, kommunikations- og presseansvarlig,  Arktisk Kommando: Mail FKO-A-PAO@mil.dk; telefon: +299 364053

Yderligere information om pressematerialer, herunder billeder, film og tekst: Signe Høgslund, mail: sigh@bios.au.dk; telefon: +45 5137 9371 og Peter Bondo Christensen, mail: pbc@bios.au.dk; telefon: +45 2261 7949

Institut for Bioscience, Offentligheden / Pressen