Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Personaleledelse, innovation og politik

Bæredygtighed og adfærdsbiologi. Det er nøgleordene for Affaldschef Stinne Stokkebos karriere efter hun i 1999 færdiggjorde sin kandidatuddannelse. I sit nuværende job bruger hun hele paletten af kompetencer, når hun i arbejdet med genbrugspladser og personaleledelse finder nye udtryk for sine passioner.

24.02.2020 | Maria Blach Nielsen

Foto af Stinne Stokkebro

Stinne Stokkebo er uddannet biolog i 1999. Hun arbejder som affaldschef i virksomheden Arwos, og her har hun ansvar for to genbrugsbutikker, fem genbrugspladser og 45 medarbejdere. Foto: Pressefoto

Stinne Stokkebos hjerte banker for bæredygtigheden. Hun er affaldschef i virksomheden Arwos, der er ejet af Aabenraa Kommune, og her har hun ansvar for to genbrugsbutikker, fem genbrugspladser og 45 medarbejdere. Hverdagen går med personaleledelse, kontraktopfyldelse og samarbejde med myndigheder.

Øjnene skal skinne hos medarbejderne

Generelt har Stinne Stokkebo meget fokus på ledelse af medarbejderne og det gode arbejdsmiljø. Her er hun inspireret af adfærdsbiologien, som hun skrev speciale om.

”Vi har en god arbejdsplads med lav udskiftning og engagerede medarbejdere. Det kommer ikke af sig selv, og det er noget, vi arbejder med hele tiden. Der skal være tryghed, forudsigelighed og relationer, og det skal man overveje som leder. Man kan komme til at gøre ting der gør folk utrygge og derefter hører de ikke resten. Det er jeg meget opmærksom på.  Jo mere øjnene skinner på dem, man arbejder sammen med, jo federe er det. Det er vigtigere end alle mulige benchmark-tal.”

Påvirkning af den politiske dagsorden

Som affaldschef skal hun være på forkant med, hvad der sker politisk på affaldsområdet.  Hun bruger meget af sin tid på netværk som Dansk Affaldsforening, hvor hun kan få indflydelse på lovgivningen.

”Noget af det næste, der kommer til at ske er, at der kommer producentansvar for emballager i 2024. Det betyder, at det nu er virksomhederne, der skal sikre håndteringen af emballageaffald og genanvendelsen. Der er et stort konfliktpotentiale i dette, og vi arbejder med at komme med forslag til løsninger til hvordan vi kan sikre høj genanvendelse og ikke hele tiden

Affaldssortering blev trendy

Efter 10 år som affaldschef er det lykkedes hende at være med til at påvirke samfundets holdning til affald og genbrug, så det ikke længere er skamfuldt at gå i genbrugsbutikker, men en mulighed for alle samfundslag.

”For 10 år siden havde vores genbrugsbutikker åbent kl 7-13, og folk gemte deres bil længere nede ad vejen, når de skulle herud. Nu kommer alle slags mennesker, åbningstiden er udvidet og vi har to butikker,” siger hun.

Også genbrugspladserne har fået et helt andet fokus.

”Vi har fokus på service og god rådgivning, og det er ikke længere til diskussion, at vi er et serviceselskab og ikke en losseplads, og vi er gået fra at have pladsmedarbejdere til at have genbrugsvejledere, som gør en forskel for vores kunder.”

Firstmover på innovative og bæredygtige tiltag

Arwos prioritere at være starthjælper for den grønne omstilling af den tunge trafik. Derfor købte virksomheden for 10 år siden den første hybridskraldebil, der blev solgt i Danmark.

” Vi er i en konservativ branche, og man kan ikke forvente at de private firmaer skal løbe risikoen med et nyt produkt. Vi vil gerne tage rolle og være dem der tager risikoen.  Når først der er en, der er ude at køre, som man kan samle erfaringer fra, er der mange flere der kan se potentialet,” siger hun.

Lige nu arbejder hun på at få bygget en el-skraldebil. Den kommer til at forbedre arbejdsmiljøet for skraldemændene, hvis største arbejdsskader kommer på ankler og knæ i forbindelse med ind- og udstigning. Skraldemænd fra hendes afdeling er blevet fløjet til Ukraine, hvor de har hjulpet med opbygningen af førerhuset og placering af håndtag.

”Når den nye skraldebil kommer ud og køre – det glæder jeg mig til. Fordi den miljømæssigt og arbejdsmæssigt ikke fås bedre”, siger hun.

Generalistkompetencer fra studiet kan bruges i arbejdet med affald

Som kandidat fra Institut for Biologi har Stinne Stokkebo især haft meget gavn af de mange generalist kompetencer, som hun har erhvervet sig i løbet af studiet.

"Især kemi og økologi er gavnlige for den stilling, jeg har nu. Affald er jo en ordentlig gang kemi. Når man ved noget om organisk kemi, bliver det lettere at forholde sig mere nøgternt til eksempelvis forskellige typer af plastik. Mange har svært ved at forså forskellen på biologisk nedbrydeligt plast og såkaldt biobasere plast. Der er rigtig mange, som ikke forstår, at plast lavet af fossile olieprodukter også er biobaserede, og produkterne kan være helt ens. Den eneste forskel er blot, hvor længe siden det er, at det organiske materiale var levende", siger hun.

Hun anbefaler kraftigt nuværende biologistuderende at komme ud i en virksomhed under studiet.

”Mit job lige nu varetages normalt af ingeniører, men som biolog kan vi meget af det samme, som ingeniørerne kan. Der er mange, som slet ikke er klar over, hvor bred og faglig en uddannelse som biolog er. Der findes rigtig mange spændende opgaver for biologer, og når man kan skrive på CV’et at man har været i en virksomhed, kommer man uden om nogle af fordommene om, at biologi kun handler om frøer og fugle, ” siger hun.

Alumner, Navne