Aarhus Universitets segl

En dansk indikator for naturindsats - DNI

Hvad er det?

DNI er en målestok for, hvor effektivt forvaltningen af et naturområde bidrager til at standse biodiversitetskrisen.

En god naturforvaltning foregår ved at sikre en effektiv beskyttelse af områder med høj biodiversitet samt ved at give plads til, at de naturlige processer kan udfolde sig i området.

For at måle dette, kombinerer vi i DNI viden om naturens tilstand, den lovsikrede beskyttelse af naturen samt realiseringen af de vigtigste naturlige processer.

Hvad kan man på hjemmesiden?

Hjemmesiden er bygget op sådan, at man kan vælge et vilkårligt landområde og få beregnet DNI-scoren som udtryk for, hvor meget dette område bidrager til beskyttelsen af biodiversiteten i Danmark. Området udvælges ved at tegne et polygon i kortet eller aktivt vælge et antal matrikler eller et prædefineret område i form af en kommune eller et Natura 2000 område.

DNI-scoren er produktet af tilstand, beskyttelse og processer. De tre elementer af god naturforvaltning spiller sammen og forstærker hinanden. En indsats for naturen er altså mest værd, hvis den foregår i områder, som allerede er vigtige for truede arter, og hvis den både omfatter beskyttelse og plads til naturlige processer.

Det er også muligt at dykke ned i DNI - scoren og se, hvilke elementer der bidrager til en høj eller lav score, og se hvilke dele af det valgte område, som bidrager med en høj eller lav score.