Når man vil undersøge mulighederne for at beskytte naturområder, optæller man den observerede diversitet – de arter man kan se. Hvis man vil danne sig et mere fuldendt billede af et økosystem, skal man finde den skjulte diversitet, den såkaldte mørke diversitet. Efter forskerene har listet de observerbare arter, ser de på artsdiversiteten i et tilsvarende område med samme geografi, klima- og miljøforhold, som bør have en lignende artspulje, altså det samlede antal arter, som kan leve i et bestemt område.

Ved at sammenligne dyre- og plantearter fra to lignende økosystemer kan forskere finde ud af, hvilke arter ”mangler”, og som man kan indføre uden at skabe ubalance i det pågældende økosystem. Konceptet mørk diversitet kan man bruge fra global skala til at få overblik over økosystemers balance og udvikling til lokal skala for at undgå og forebygge potentielt invasive arter, som kan skabe ubalance i et område og tvinge andre arter i knæ.

Når man undersøger mulighederne for naturbeskyttelse i et bestemt område, handler det først og fremmest om at finde ud af, hvilke arter lever i området og hvorfor. Store dele af den form for dataindsamling over arter er foretaget, så man har rigtig gode datasæt fra blandt andet Europa over både planter, fugle og pattedyr, som forskere kan gøre brug af i forbindelse med studier i naturbeskyttelse.

Problemet, som essayet tager op, er, at de store mængder indsamlede data ikke har været brugt bredt nok i forskningen. Det skal en mere aktiv brug af konceptet mørk diversitet ændre på. Mørk diversitet er de arter – både planter og dyr – som ikke på nuværende tidspunkt befinder sig i et naturområde, men som baseret på tidligere observationer, data fra lignede miljøer og arternes tilpasningsevne har potentialet til at etablere sig i et udvalgt område. 

Forestil dig, du er i et skovområde og har en hel liste med arter, som potentielt kunne leve i området. Du kan observere, hvilke arter rent faktisk befinder sig i skoven. Ud fra observationerne fratrækker man de arter, som lever i området, fra listen og derved står man tilbage med en liste over de arter, som også kunne leve i området, men som enten ikke er etableret i området eller er blevet overset.

”Ved at danne et overblik over hvilke arter ikke er i skoven, kan vi få vigtig information om økologien i området. Man kan lede efter årsagerne til de manglende arter i skoven, hvilket for eksempel kan skyldes konkurrence fra de allerede etablerede arter, eller at arterne ikke har kunne sprede sig til den konkrete skov,” forklarer postdoc ved Institut for Bioscience på Aarhus Universitet, Robert John Lewis.

For at være i stand til at vurdere, hvilke arter potentielt kunne indvandre og leve side om side med de eksisterende arter i et område, og dermed måle mørk diversitet, opstiller forskere som Robert Lewis det man kalder co-occurrence-modeller (samforekomstmodeller). De beskriver, hvilke arter typisk lever side om side i et bestemt miljø, og som derfor i teorien også ville kunne leve på lokaliteter med lignende miljøforhold, men hvor en af arterne ikke er tilstede. Her er det sandsynligt, at den manglende art med fordel ville kunne indføres for at øge biodiversiteten uden at true de andre arter.

Både på europæisk og global skala beregner man udelukkende mørk diversitet gennem arters samforekomster (co-occurrence). Der er arter, som ofte forekommer sammen i områder med lignende klima- og miljøforhold og som i nogle tilfælde komplementere hinanden, så de kan leve side og side i harmoni og balance. Når man for eksempel ved, at hvilke plantearter typisk findes sammen, kan man ud fra artslisten på en lokalitet vurdere, hvilke arter der mangler.

”Når vi har bygget disse co-occurrence-modeller for de forskellige økologiske samfund, giver det os mulighed for at beregne sandsynligheden for, om en specifik art burde være repræsenteret i de udvalgte områder. Vi opstiller en sandsynlighedsgrænse på 95 %. Hvis en art har 95 % sandsynlighed for at forekomme i et bestemt område, ud fra hvad vi ved om, hvad der i forvejen lever i områdets økosystem, siger vi, at den pågældende art er en del af den mørke diversitetsgruppe. Sådan kan man beregne mørk diversitet for økosystemer overalt i verden,” forklarer Robert John Lewis.

Er forskere interesserede i at bestemme den mørke diversitet for et helt specifikt mindre område, er det centralt, at man får indsamlede udførlige, højkvalitets data på hvilke arter, der lever der.

På baggrund af de indsamlede data og beregning af mørk diversitet i et område, kan forskere træffe mere informerede beslutninger om et områdes forvaltning.

Forskere kan bruge mørk diversitet til at identificere og forebygge trusler fra invasive arter. Invasive arter er ikke-hjemmehørende arter, som potentielt kan etablere sig i et område og trænge de hjemmehørende arter tilbage eller helt udkonkurrere dem. Gennem denne identificering af potentielt skadelige arter, kan forskere danne sig et billede af, hvor man skal være ekstra opmærksom på risikoen for invasioner.

Læs hele essayet her: Applying the dark diversity concept to nature conservation

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

Postdoc Robert John Lewis, Institut for Bioscience - Økoinformatik og biodiversitet, AU på tlf.: +45 8715 4325 eller på mail: rob.lewis@bios.au.dk