Aarhus Universitets segl

Fakta og fortælling

Lidt historie

Helt tilbage fra før vikingetiden har vi mennesker gjort brug af havet som transportvej og fødekilde, men de sidste hundrede år har vores brug af havet ændret sig markant. Den lyd, vi bidrager med i havet, stammer fra alt lige fra småbåde, fragtskibe og hurtigfærger til udvinding af olie, havmølleparker, undersøisk konstruktion, sonar og meget mere.

Det er anerkendt viden, at den lyd, som vi mennesker producerer under overfladen, påvirker livet i havet. I mange tilfælde forstyrrer vores tilstedeværelse så meget, at organismer forlader leveområder, social adfærd og parring generes, eller for tandhvalers vedkommende forstyrrer deres sonar og dermed deres mulighed for at orientere sig og derved søge føde. Vi ved, at larm stresser og påvirker liv - over såvel som under overfladen! Vi ved, at dette er et problem! Men den dokumenterede viden om støjs påvirkning af marsvin er desværre stadig begrænset.

Lyttestationens tilblivelse

Fra Lillebæltsværftet, som ligger ved den gamle havn i Middelfart, kan man under vandet følge et 180 m langt kabel, der ved hjælp af en hydrofon fungerer som vores ører under overfladen. Med webkamera og AIS modtager til at følge skibe og de nye undervandskameraer er dette en helt unik mulighed for at besøge vores marsvin, fisk og andet liv, uden at vi selv skal iføre os dykkerdragt og maske. Her har man mulighed for at lytte uden at forstyrre havets hverdag og rutiner, og dette kan forskerne i den grad bruge til noget nyttigt.

Hydrofonen er en slags mikrofon under vand, og den optager alle lyde i et spektrum fra 0 til 200 kHz. Gennem hydrofonen kan vi høre dyrelivet og skibstrafikken, men også vind, regn og strømforhold. Lyd transporteres bedre og længere under vand end i luft, men lyd kan også forurenes, især ved menneskers brug af havet. 

I 2017 etablerede vi et tæt samarbejde mellem Naturpark Lillebælt, det engelske undervandsakustiske firma Seiche og Aarhus Universitet for at udvikle en permanent lyttestation i Lillebælt. Da Lillebæltsværftet tilbød at renovere et gammelt styrehus fra en fiskekutter, var det et oplagt sted at udlægge lyttestationen. I styrehuset er der lavet en udstilling om marsvin og forskning, og man kan lytte til lydene under overfladen samt benytte den stærke kikkert for selv at se et marsvin fra et af Danmarks bedste observationsposter.

Undervandskameraerne viser livet på bunden. Her er flotte tangskove, muslinger der filtrerer vandet, søstjerner, der spiser muslinger, og specielt om natten kan man se mange fiskearter komme helt tæt på kameraet i lysets kegle. Vær tålmodig, så kan du opleve en masse på bunden af havet.