Aarhus Universitets segl

Forklaring til livestreambilledet

De fleste har ikke hørt om en hydrofon før, så for kort at forklare princippet, kommer her en lille beskrivelse af hvad du finder på denne Livestreamingskanal.

En hydrofon minder om en mikrofon, bare designet til at optage den lyd der er under vand. Ved at sætte en hydrofon ned i Lillebælt får vi direkte live adgang til livet under overfladen og derfor også et bedre indblik i betydningen af lyd, samt en større forståelse af den støjmæssige påvirkning vi mennesker har på dyrs evne til at navigerer, finde føde og opdage fare. Især vores havpattedyr gør stor brug af lyd til både at søge føde og holde kontakt og dette er en af grundende til at vi her har stort fokus på marsvinet.

  1. Kort over Lillebælt ved Middelfart koblet op til AIS systemet, så man kan se, når både og skibe, der har en AIS sender ombord, sejler igennem bæltet. Det er ikke alle skibe, der benytter denne registrering, så derfor vil man nogle gange kunne se skibe sejle forbi, uden at de vises på kortet.
  2. Kort der viser lyttestationens placering på et Danmarks kort.
  3. Grafen viser de lyde, der er registreret i den sidste time. De røde symboler viser, hver gang et marsvin inden for ca. 300 m har sagt en lyd. De grønne symboler viser, at der har været en båd forbi, der har haft sit ekkolod tændt.
  4. Grafen her viser den tid, der går mellem to marsvine-kliklyde, og fortæller, om marsvinet søger føde (0,1 sekund mellem lydene) eller er i gang med at spise (0,01-0,001 sekunder mellem lydene).
  5. Graf over den senest optagede lydbølge af de kliklyde, som marsvin udsender (grafen ovenfor viser et typisk marsvineklik).
  6. Graf over de frekvenser, det seneste marsvineklik indeholder. Klikkene fra marsvin ligger typisk med en center-frekvens på 130 kHz, altså langt over, hvad et menneske kan høre.
  7. Dette webcam billede viser live-video fra studieområdet. Hydrofonen er placeret på 12 meters dybde lidt til venstre for midten og mellem de to gule bøjer, vist med en blå prik på kortet (1). Placeringen af webkameraet og det synsfelt, man kan se, er også vist på kortet (1). Når et skib kommer ind over den røde streg på kortet, så kan det ses på webcam.
  8. Dette er et spectrogram, og den viser lyd fra 0-12 kHz på x-aksen og tid ud af y-aksen. Lyden vises i farver startende ved sort/mørkblå, når der ingen lyd er. Ved stigende lydstyrke bliver den mørke farve mere lys, så grøn, gul og orange. Når farven er rød, så er lyden meget høj.