Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Tilpasninger til Klimaforandringer

Hovedparten af jordens dyrearter er vekselvarme og derfor stærkt påvirket af temperaturer i det omgivende miljø. De tiltagende klimaændringer har forøget interessen for studier of temperaturtilpasninger generelt og specifikt hvorvidt kapaciteten af disse tilpasninger vil kunne sikre biodiversitet og bestande i fremtiden. Klimaændringerne i Arktis forventes langt at overstige andre områder, men selv om det det bliver varmere, kan dette paradoksalt nok også føre til risiko for øget kuldepåvirkning af dyr, der overvintrer i eller på jorden pga. manglende snedække, samt øget frekvens af fryse-tø cykler.

Vi undersøger tilpasningen til kulde, varme og tørke i populationer af udvalgte arter af jordbundsdyr, der er udbredt fra tempererede områder til høj-Arktis. Ved at indsamle mange populationer langs denne klimatiske gradient undersøger vi hvilke evolutionære begrænsninger der findes for kapaciteten af tilpasningen til klimatisk stress, og tester aktuelle hypoteser hvorvidt klimaændringer i retning af højere temperaturer negativt påvirker tilpasningen til lave temperaturer. Vi vil prøve at kaste lys over den evolutionære tilpasningsproces til ændrede klimaforhold for en lang række organismer fra Arktis.