Buderupholm Statsskovdistrikt udførte i forsommeren 1943 den første optælling af bestanden af fruesko i indhegningen i Buderupholm Bjergeskov. Optællingen blev gentaget året efter og er fortsat lige siden. Optællingen er således den længstvarende, kontinuerte overvågning af en orkidébestand i Danmark og måske i verden.
I 1982 startede flere amter en regelmæssig, årlig optælling af udvalgte orkidébestande, hvilket førte til, at Skov- og Naturstyrelsen i 1987 iværksatte et samlet program til overvågning af de danske orkidéer. Overvågningsprogrammet blev i 1994 overført til Danmarks Miljøundersøgelser og fra 2011 til Aarhus Universitet. Siden programmets start er omkring 565 bestande blevet overvåget i hele eller dele af perioden. Overvågningen af nogle bestande har måttet indstilles, fordi arten er forsvundet fra lokaliteten, fx som følge af jordskred, fordi overvågeren ikke har kunnet genfinde sine markeringer i felten, eller fordi den pågældende art er vokset uden for de feltmarkeringer, overvågeren har afsat. En bestand kan også være udslettet som følge af menneskelige indgreb bl.a. i form af opgravning eller som følge af tilgroning.
Der er ifølge bogen "Danmarks vilde orkidéer" anerkendt 37 arter, 10 underarter og 4 varieteter af orkidéer, som forekommer eller har forekommet i Danmark. De danske orkidéer er hjemmehørende, hvoraf mange har forekommet i Danmark i lang tid, mens andre først er kommet til inden for de seneste 200 år. Tre orkidéer er forsvundet fra landet. Det drejer sig om traunsteiners gøgeurt (Dactylorhiza majalis subsp. lapponica), der er fundet én gang i 1894 i Bredemose i Bjergsted Skov i Nordvestsjælland, poselæbe (Coeloglossum viride) senest registreret 1950 i Veddinge Bakker i Odsherred og skrueaks (Spiranthes spiralis) senest observeret 1981 på Bornholm.
Overvågningen udføres ved ét årligt besøg på voksestederne i orkidéernes blomstringstid, der afhængig af arten sker fra slutningen af april til august. Overvågningen udføres bl.a. af frivillige med interesse for bl.a. at følge udviklingen i orkidébestandene. Desuden deltager kommuner og Naturstyrelsens distrikter. Der foregår overvågning af orkidébestande over det meste af landet.
Af de mere almindelige arter bliver kun en mindre del af bestandene overvåget. Men for de sjældne orkidéer, der har mindre end 10 bestande, tilstræbes det at alle bestande følges.
Den praktiske del af overvågningen er en todelt proces.
Oplysningerne sendes på et indberetningsskema til Aarhus Universitet, der er ansvarlig for, at oplysningerne bliver tilgængelige på orkidéhjemmesiden.
De fleste orkidébestande vokser langt fra alfarvej. Derfor er der ved angivelser af overvågningslokaliteternes placering benyttet stednavne på fx nærliggende byer, der kan findes på et almindeligt Danmarkskort.
Nogle orkidéer findes kun i små antal. Desuden vokser mange bestande på steder, der er uden offentlig adgang. Derfor har Aarhus Universitet valgt, at bestandenes nøjagtige voksesteder ikke oplyses på hjemmesiden.
Alle danske orkidéer er fredede. Det betyder, at de gerne må opleves i naturen, tegnes, fotograferes osv. Men de skal forblive urørte. Planterne må ikke beskadiges, plukkes eller graves op, og der må ikke indsamles frø, når de vokser i naturen uden for haver, parker, kirkegårde og gartnerier. Fredningen er indført som en generel beskyttelse af samtlige danske orkidéer, fordi mange sjældne og sårbare arter kan forveksles med de mere almindelige, og fordi mange orkidéer er truede på deres sidste voksesteder. Fredningen er endvidere en følge af Danmarks tiltrædelse af Bern-konventionen, hvis formål er at beskytte europæiske arter af vilde planter og dyr samt deres levesteder. Konventionen lægger særlig vægt på beskyttelsen af arter, der er truede og sårbare. Hertil kommer, at to danske orkidéarter, fruesko (Cypripedium calceolus) og mygblomst (Liparis loeselii), er omfattet af EUs habitatdirektiv. Dette betyder, at arterne og deres voksesteder kræver streng beskyttelse.
Arternes status er vurderet ud fra bl.a. udbredelse og antal. Nogle orkidéarter er vidt udbredte og forekommer i alle dele af landet, mens andre kun har ét eller få voksesteder. De enkelte arters aktuelle forekomst inden for Danmarks grænser er gengivet efter følgende inddeling: Nordjylland, Vestjylland, Østjylland, Sydjylland, Fyn, Lolland, Falster, Møn, Sjælland og Bornholm. Deres relative hyppighed er belyst ud fra antallet af voksesteder.
Ud af de 51 danske orkidéer er 33 eller 67 % rødlistevurderet i 2020 som enten forsvundet, truet eller næsten truet. Vurderingen er foretaget på grundlag af kriterier udarbejdet af den internationale naturbeskyttelsesorganisations (IUCN). Af 324 truede danske taxa udgør orkidéerne 10 %. De danske orkidéers fordeling på kategorier er med IUCN’s kategoribetegnelser i parentes: Otte orkidéer er kategoriseret i kritisk truet (CR), syv i truet (EN), syv i sårbar (VU) og otte i næsten truet (NT). Kategorien livskraftig indeholder 16 orkidéer, mens to andre endnu ikke er blevet rødlistevurderet. To arter og én underart forekommer ikke i den danske flora længere og er derfor henført til kategorien forsvundet (RE).
Blomsterne indeholder planternes formeringsorganer. Hos de orkidéer, der vokser i Danmark, sidder støvblade (hanlige organer) og frugtknuder (hunlige organer) sammen i blomsterne på en søjle, men er normalt adskilte fra hinanden af et næb for at undgå selvbefrugtning. Derfor kræver det ofte hjælp fra dyr, fx bier, sommerfugle, natsværmere, i troperne kolibrier, for at gennemføre en bestøvning. Mange orkidéer producerer nektar, som lokker bestøvere til, når blomsterne er modne til befrugtning. Resultatet af befrugtningen er frø, der skal sikre artens fremtid.
Der er således flere grunde til, at det i første række er de blomstrende skud, der optælles:
Ønskes derimod et mål for en bestands formerings- og rekrutteringsevne, må de vegetative individer også tælles. Men optællinger af vegetative individer kan være forbundet med et større besvær og dermed større tidsforbrug, idet disse planter kan være svære at skelne fra anden vegetation eller fra andre orkidéer, når flere arter vokser på samme lokalitet. Endelig har mange vegetative skud af især unge planter en kortere vækstsæson og visner derfor tidligere end de blomstrende.
Alle danske orkidéer er jordboende i modsætning til de tropiske, der hovedsagelig lever i regnskovens kronlag, med undtagelse af mygblomst (Liparis loeselii) og hjertelæbe (Hammarbya paludosa), der kan opfattes som epifytter voksende i moslaget. At være jordboende betyder, at planternes forråds- og foryngelsesorganer (ikke at forveksle med formeringsorganerne i blomsterne) er underjordiske eller ligger i jordoverfladen. Foryngelsesorganet indeholder anlæg til næste års overjordiske skud. Samtidig kan der ske en vegetativ deling af organet, så én moderplante kan blive til to eller flere selvstændige planter. Forklaringen på navnet foryngelsesorgan skyldes, at når næste års overjordiske skud anlægges, visner den gamle del.
Der findes flere typer af foryngelsesorganer: 1. jordstængelen, der er en stængel, der kan vokse enten lodret eller vandret, 2. rodknolden, der er en opsvulmet roddel, og 3. stængelknolden, der er en opsvulmning af den nederste del af den overjordiske stængel. I skemaet ses, hvordan de 37 danske orkidéarter fordeler sig på de forskellige typer af foryngelsesorganer.
| Type | Stængelknold | Jordstængel | Rodknold |
|---|---|---|---|
| Antal arter | 2 | 16 | 19 |
Alle vildtvoksende danske orkidéer er naturligt hjemmehørende, dvs. at de er kommet til landet uden menneskets direkte hjælp. En sammenligning med andre danske plantefamilier af samme størrelse viser, at orkidéfamilien er den eneste uden indførte eller indslæbte arter. At være indslæbt i botanisk sammenhæng vil sige, at en organisme er kommet passivt til landet bl.a. ved hjælp af menneskelige transport, fx bil, skib eller tog. De fleste hjemmehørende arter er formodentlig indvandret i takt med den landskabsudvikling, der fulgte isens tilbagetrækning efter sidste istid for ca. 15.000 år siden. Dog er hjertebladet fliglæbe (Listera cordata) og knærod (Goodyera repens) først blevet registreret i henholdsvis 1700-tallet og i 1878, hvilket i første række tilskrives tilplantning med nåletræer.
At antallet af danske arter ændrer sig, skyldes bl.a. de intensive feltundersøgelser og den forskning, der fortsat foregår. Eksempelvis kan det nævnes, at tætblomstret hullæbe (Epipactis purpurata) først blev erkendt i 1953, og biblomst (Ophrys apifera) fundet som nyindvandret i 2004. Begge har utvivlsomt vokset i landet før disse årstal.
Hovedparten af de 37 orkidéarter indeholder klorofyl (bladgrønt) og producerer nærings- og opbygningsstoffer ved hjælp af fotosyntese. Tre arter, knælæbe (Epipogium aphyllum), koralrod (Corallorhiza trifida) og rederod (Neottia nidus-avis), er helt uden eller næsten uden klorofyl. De får deres næringsbehov opfyldt ved at opbygge et nært samliv med underjordiske svampe. Det samliv gør, at individer af især disse arter optræder på en svampeagtig levemåde. De kan leve underjordisk i flere år, og der opbygge en ny, kraftig jordstængel, der igen har samlet energi nok til at sætte blomstrende skud. Rederod kan endog sætte underjordiske, selvbestøvende blomster på selve jordstænglen.
Ud over evnen til at danne organisk stof ved fotosyntesen har de fleste af de 34 'grønne' orkidéarter også et kompliceret samspil med jordsvampe. Dette bevirker, at mange arter i mere eller mindre grad er specialiseret med hensyn til valg af voksesteder. Derfor er det ofte svært eller umuligt at flytte en orkidé fra et voksested til et andet. Da svampepartneren tillige oftest er følsomme over for tilførsel af gødnings- og giftstoffer, medfører det, at de samhørige orkidéer også er det.
Tilstedeværelsen af jordsvampe har også betydning ved orkidéernes muligheder for succes ved formeringen. Orkidéerne producerer planterigets mindste og letteste frø, da de ikke er forsynet med frøhvide. For langakset trådspores vedkommende er frøvægten beregnet til 0,000008 gram.
Når et frø skal spire, er det afhængigt af en passende svampepartner, der forsyner den spirende orkidé med æggehvidestoffer. Den spirende orkidé danner sammen med jordsvampen en lille knoldformet eller ormelignende stængeldannelse, hvis yderlag er helt gennemvokset af svampetråde, et protokorm. Det kan tage flere år, inden protokormet danner rødder og overjordiske skud. Derfor går der ofte flere år mellem frøspiring og blomstring. Ved dyrkningsforsøg med frø af mygblomstfrø (Liparis loeselii) tog det fire år, inden de første blade viste sig.
Nogle orkidéarter er specialister, der lever under specifikke jordbundskår, hvor deres svampepartner kan trives. Andre har bredere økologiske krav og forekommer derfor i flere vegetationstyper; enkelte er særdeles spredningsaktive og kan derfor optræde mange steder også der, hvor jordbunden ændres ved dyrkning. Flere arter kan optræde som pionérer dvs. på steder, hvor der er sparsomt plantedække enten som følge af erosion eller afgravning af jord. Eksempler herpå er mygblomst (Liparis loeselii), vendsyssel-gøgeurt (Dactylorhiza majalis subsp. purpurella var. cambrensis) og sump-hullæbe (Epipactis palustris). Et fællestræk for alle danske orkidéer er deres krav om ugødskede og usprøjtede forhold på voksestederne. Eksempelvis er knoldene af de sidste individer af langakset trådspore (Gymnadenia conopsea subsp. conopsea) på Fyn rådnet omkring 1990'erne på grund af tilførsel af gødningsberiget vand via en nærliggende grøft.
Fordeles orkidéerne efter den foretrukne naturtype, kan 12 karakteriseres som skovorkidéer, 13 som moseorkidéer og 9 som overdrevsorkidéer. De øvrige 11 er mindre levestedsspecifikke, idet de kan henføres til flere kategorier.
De fuldtudviklede orkidéplanters højde varierer fra nogle få cm og op til 1,5 m; de mindste individer findes hos hjertelæbe (Hammarbya paludosa) og pukkellæbe (Herminium monorchis), mens de højeste skal søges blandt arter af hullæbe (Epipactis spp.). Mange arter især blandt mose-, overdrevs- og hedeorkidéerne er tillige lyskrævende og tåler derfor kun i ringe omfang overgroning af højtvoksende, flerårige urter, buske og træer. Omvendt er mange skovorkidéer, fx flere hullæber (Epipactis spp.), tilpasset varierende grad af skygge. De klorofylløse orkidéer kan gennemføre deres livscyklus i dyb skygge på steder som pilekrat eller tætsluttet bøgeskov.
Hovedparten af de danske orkidéer har fremmedbestøvning, og flere har udviklet komplicerede bestøvningsmekanismer for at undgå selvbestøvning. Andre orkidéer sætter frugt efter selvbestøvning. Endelig er der enkelte arter, hvor begge bestøvningsmåder kan fungere: Udebliver fremmedbestøvningen, sikres befrugtningen ved selvbestøvning.
Hos de fleste arter er den kønnede formering (dvs. at frugtdannelsen sker efter forudgående bestøvning) en vigtig kilde til spredning af frø på selve lokaliteten og den eneste kilde til spredning over længere afstande. Desuden kan nogle orkidéer sprede sig på lokaliteten ved vegetativ dannelse af underjordiske udløbere eller deling af jordstængler. Det kan også ske ved, at der hvert år dannes mere end én ny knold som erstatning for den gamle hos knoldorkidéerne. Vegetativ formering ved hjælp af andre organer end de underjordiske forekommer hos hjertelæbe, der som den eneste danske orkidé kan formere sig ved yngleknopper fra bladspidserne
De mekanismer, der regulerer bestandssvingninger hos orkidéer, er kun kendte i mindre omfang. Et tørt kontra et vådt forår har indflydelse på antallet af blomstrende individer i en bestand. Foråret 2018 kom tidligt og var tørt, og antallet af tidligt blomstrende orkidéer på mange overdrevslokaliteter var lavere end i de foregående år. Omvendt var der mange blomstrende orkidéer både i 2019 og 2020, hvor foråret efterfulgte en mild, nedbørsrig vinter.
En anden betydende faktor for orkidéantallet er den indflydelse, som mennesket har såvel bevidst som ubevidst, på orkidéernes voksesteder. Valget af græssende dyr, deres antal og art, tidspunktet for høslæt, tilførslen af næringsstoffer, graden og typen af skovdrift og menneskelig færdsel på lokaliteten er alle påvirkninger, der influerer på den øvrige vegetations sammensætning, og dermed på orkidéernes levevilkår. Samtidig spiller den enkelte arts arvemasse en betydelig, men hidtil ukendt, rolle for de enkelte individers spiring, blomstringsfrekvens, frugtsætning og livsvarighed. Hertil kommer samlivet med svampe, hvis betydning for orkidéernes livscyklus stort set er ukendt, når der ses bort fra undersøgelser i laboratorium af relationerne mellem svampe og orkidéernes frøspiring.
