Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Bladbiller

Bladbiller / Fotos: Ole Martin ©

I Den danske Rødliste 2019 er 268 arter af bladbiller blevet behandlet efter IUCN´s rødlistekriterier (Moeslund et al. 2015 efter IUCN 2012a, IUCN 2012b og IUCN 2016). De fleste arter af bladbiller betragtes som en del af den danske natur, men to arter optræder tilfældigt eller er under etablering. Det har således været relevant og muligt at rødlistevurdere 266 af 268 bladbillearter.

Bladbillerne er rødlistevurderet af Hans Gønget og kvalitetssikret af Jan Pedersen.

Bedes citeret: Gønget, H., 2019. Bladbiller. I Moeslund, J.E. m.fl. (red.): Den danske Rødliste 2019. Aarhus Universitet, DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi. redlist.au.dk.  

Fotos ovenfor: Cryptocephalus aureolus og Galeruca interrupta. Ole Martin ©

276Danske arter
268Behandlede arter
266Rødlistevurderede arter
66Rødlistede arter
43Truede arter
15Regionalt uddøde arter

Rødlistestatus

Af de rødlistevurderede arter er 25 % rødlistede (66 arter) og dermed henført til en af de seks kategorier: Regionalt uddød (RE), kritisk truet (CR), truet (EN), sårbar (VU), næsten truet (NT) eller utilstrækkelige data (DD). De truede arter, dvs. de kritisk truede, truede og sårbare arter, udgør sammenlagt 16 % af de rødlistevurderede arter. Andelen af rødlistede og truede arter af bladbiller er således lavere end for den samlede rødlistevurdering i Rødliste 2019.

Af de 266 rødlistevurderede arter er:

  • 15 (6 %) regionalt uddøde (RE) og forsvundet fra den danske natur. Det vurderes således, at det er hævet over enhver rimelig tvivl, at det sidste individ af arten, som havde en reel mulighed for reproduktion i Danmark, er forsvundet. Hovedparten af de uddøde arter var knyttet til tørt græsland, fugtige lokaliteter, skovlandskaber og landbrugslandskaber. Det gælder fx elmebille (Xanthogaleruca luteola).
  • 9 arter (3 %) kritisk truede (CR) og har således ekstremt høj risiko for at uddø i den vilde natur.) Det gælder fx klitguldbille (Chrysolina carniflex)(se foto nederst).
  • 4 arter (2 %) truede (EN) og har dermed meget stor risiko for at uddø i den vilde natur. Det gælder fx jordloppen Psylliodes cupreus.
  • 30 arter (11 %) sårbare (VU) og har således stor risiko for at uddø i den vilde natur. Det gælder fx bladbillen Galeruca interrupta (se foto)
  • 8 arter (3 %) næsten truede (NT), hvilket betyder, at de er tæt på at opfylde kriterierne for at være truede (kritisk truet, truet eller sårbar). Det gælder fx stor atlantskjoldbille (Cassida murraea) (se foto nederst).
  • 200 arter (75 %) livskraftige (LC) og dermed i mindre fare for at uddø end de rødlistede arter.

Endelig er to arter (0,7 % af alle 268 bladbiller) ikke relevante (NA) at vurdere, da de optræder tilfældigt eller er under etablering.


Figur 1, bladbiller.
Oversigt over fordelingen af rødlistekategorier for de rødlistevurderede arter af bladbiller (figuren til venstre). I figuren til højre er vist det samlede resultat for alle rødlistevurderede arter og ved fremsøgning også for de øvrige artsgrupper. I figurerne indgår 7 rødlistekategorier: regionalt uddød (RE), kritisk truet (CR), truet (EN), sårbar (VU), næsten truet (NT), utilstrækkelige data (DD) og livskraftig (LC). De seks første kategorier (røde og gule signaturer) udgør tilsammen de rødlistede arter. De truede arter omfatter kategorierne kritisk truet (CR), truet (EN) og sårbar (VU). Arter, der ikke er relevante at vurdere (NA) eller ikke er vurderet (NE), indgår ikke i figurerne.

Ændringer i rødlistekategorier

De danske bladbiller er rødlistevurderet i flere runder. Den første samlede liste Rødliste 1990 behandlede 60 truede arter (Asbirk og Søgaard 1991), Rødliste 1997 behandlede 55 truede arter (Stoltze og Pihl 1998) og Rødliste 2010 behandlede 267 arter (Gønget 2010).

I Rødlisten 2019 har 24 rødlistede arter fået en anden trusselskategori end i 2010 vurderingen. For nogle arter skyldes kategoriskiftet, at arterne reelt er blevet mere eller mindre truede, men for mange er forklaringen ændrede data, artsopfattelse eller ekspertviden. Af de 24 arter er 12 arter tildelt en mindre truet kategori (fx fra kritisk truet til truet) (se Tabel 1), hvoraf de 8 vurderes at være udtryk for en reel ændring i status (Tabel 2). Tilsvarende er 12 arter vurderet mere truet end i 2010 (fx fra sårbar til truet), og 11 af disse vurderes at være reelle ændringer.

IUCN's Red List Index (RLI) måler ændringer i artsgruppers risiko for at uddø (Butchart et al. 2007) og beregnes for arter med gentagne vurderinger, hvor eventuelle kategoriskift skyldes reelle forandringer i, hvor truede arterne er. En indeks-værdi på 1 betyder, at alle arter er henført til kategorien livskraftig, mens en indeks-værdi på 0 betyder, at alle arter er regionalt uddøde. For bladbillerne indgår 256 arter, der er rødlistevurderet i 2010 og 2019 (Tabel 2), og hvor eksperterne har vurderet, at kategorierne fra de to perioder er sammenlignelige. Bladbillerne scorer gennemsnitligt på Red List Index med værdier på 0,866 og 0,863 i hhv. 2010 og 2019, hvilket hænger sammen med, at en ret stor andel af de arter, der indgår i beregningerne, er livskraftige (Tabel 2). Der er et meget lille ikke-signifikant fald i RLI-værdien fra 2010 til 2019, hvilket hænger sammen med, at der er relativt mange bladbillearter, der har ændret status til en mere truet rødlistekategori. Det gælder eksempelvis jordloppen Longitarsus nigerrimus, der har ændret status fra sårbar (VU) til kritisk truet (CR) i perioden.

Tabel 1, bladbiller. Krydstabel over rødlistekategorier for bladbiller i den nuværende (Rødliste 2019 med 268 behandlede arter) og forrige rødliste (Rødliste 2010 med 266 behandlede arter). RE: regionalt uddød, CR: kritisk truet, EN: truet, VU: sårbar, NT: næsten truet, DD: utilstrækkelige data, LC: livskraftig, NA: vurdering ikke relevant og NE: ikke vurderet. ”Ikke behandlet” angiver arter, der ikke blev behandlet i 2010 eller 2019. De grå celler på tværs i tabellen angiver arter, der ikke har skiftet kategori mellem de to vurderingsrunder. Tal over de grå celler viser arter, der har fået en mere truet vurdering i 2019 end 2010, mens tal under de grå celler (i de første 7 rækker) viser arter med en mindre truet vurdering i 2019. Kategoriskift kan være reelle ændringer i, hvor truede arterne er, men kan også skyldes andre forhold, fx taksonomiske ændringer eller forbedret datagrundlag.

Bladbiller Tabel 1

Bladbiller Figur 2
Figur 2, bladbiller
. IUCN´s Red List Index (RLI) for bladbiller i perioden 2010-2019. En RLI værdi på 1 svarer til, at alle arter er livskraftige (LC). En RLI værdi på 0 svarer til, at alle arter er forsvundet fra Danmark. Der indgår 256 arter i beregningen af RLI. Der er ikke signifikant forskel i Red List Index for bladbiller i 2010 og 2019 (P = 0,67, Wilcoxon´s rangtest for korrelerede data).

Bladbiller Tabel 2

Tabel 2, bladbiller. Krydstabel over rødlistekategorier for blatbiller i Rødliste 2019 og Rødliste 2010, hvor eksperten har vurderet, at kategorierne er reelt sammenlignelige mellem årene. Signaturforklaringen følger Tabel 1.

Aktuelle udviklingstendenser for truede og næsten truede arter

Som en del af rødlistevurderingen har eksperten også vurderet de nuværende udviklingstendenser for truede og næsten truede arter. For bladbillerne er trenden for 47 rødlistede arter vist i Figur 3. Således er 6 % af arterne i fremgang, 4 % er i tilbagegang og hele 90 % er stabile. Det vurderes således, at bladbillernes bestandsudvikling overvejende er stabil.

Figur 3, bladbiller. Oversigt over udviklingstendenserne i de vurderede arters nuværende status. Udviklingstendenserne for bladbiller er vist i figuren til venstre (for 47 arter) og i figuren til højre er vist det samlede resultat for alle arter og ved fremsøgning også for de øvrige artsgrupper. For hver art er vurderet om den samlede bestand er i fremgang, stabil, i tilbagegang, ukendt eller ikke vurderet. I graferne indgår arter, der er rødlistet i enten Rødliste 2010 eller Rødliste 2019. Arter, der er livskraftige (LC) eller regionalt uddøde (RE) i begge vurderingsrunder, samt arter, der i Rødliste 2019 ikke er relevante (NA) eller ikke er vurderet (NE), indgår ikke i figuren.

Levesteder

De danske arter af bladbiller er, med få undtagelser, knyttet til landbaserede levesteder i alle stadier af deres livscyklus.

Bladbillerne er planteædere, der enten er knyttet til urteagtige planter eller træer og buske. En stor andel af bladbillerne er knyttet til specifikke værtsplanter og dermed afhængige af stabile og store bestande af disse. Det gælder fx gederamsbille (Bromius obscurus), der lever af gederams (Chamaenerium angustifolium) i skovbryn og skovlysninger og pindsvinebladbille (Hispella atra), der lever af glat rottehale (Phleum phleoides) i på sandstrande og kystskrænter.

De rødlistede arter af bladbiller er primært tilknyttet løv- og nåleskove, højmoser samt lysåbent og tørt græsland. I landbrugslandskabet findes bladbiller langs veje og vandløb, ved vandhuller, på diger og i selve afgrøderne. En mindre del af arterne lever på planter i kystlandskaber, vandhuller, ruderater, parker og haver samt tørre heder og sure enge.

Levested for bladbiller / Foto: Peter Wind ©
Bladbillerne er planteædere, der lever af urteagtige planter eller træer og buske, og mange arter er tilknyttet løv- og nåleskove. Foto: Peter Wind ©

Figur 4a, bladbiller. Oversigt over fordelingen af levestedskategorier for de rødlistede arter af bladbiller (figuren til venstre). I figuren til højre er vist det samlede resultat for alle rødlistede arter og ved fremsøgning også for de øvrige artsgrupper. I figurerne indgår levesteder for arter med en af følgende rødlistekategorier: regionalt uddød (RE), kritisk truet (CR), truet (EN), sårbar (VU), næsten truet (NT) og utilstrækkelige data (DD). Levesteder for arter, der er vurderet livskraftige (LC), ikke er relevante at vurdere (NA) eller ikke er vurderet (NE) indgår ikke i figurerne. Da nogle arter forekommer på flere typer af levesteder, kan der indgå flere levesteder end arter i figurerne.

Trusler

De rødlistede bladbiller er først og fremmest truede af tab og forringelse af levesteder.

Levestederne forringes især som følge af tilgroning med høje græsser, urter, buske og træer, men tilplantning eller tilgroning af lysninger i skove kan også være en trussel. Tilgroning sker typisk fordi der mangler naturlige forstyrrelser i den udyrkede natur. Forstyrrelser omfatter græssende dyr, kystdynamik, hydrologisk dynamik eller ekstensivt landbrug og naturpleje såsom høslæt eller tørveskrælning. Næringsstoffer fra tidligere gødskning, fortsat kvælstofdeposition, afdrift fra udbringning eller udvaskning fra dyrkningsjorderne fører sammen med atmosfærens øgede CO2-indhold til en øget plantevækst, som forværrer hele tilgroningsproblematikken og fører til udskygning af nogle af de planter, som bladbillerne har brug for som værtsplanter.

Mange arter af bladbiller er endvidere truede af intensiv sommergræsning eller slåning, særligt på græsland og i enge, der medfører en lav bladbiomasse i sommerperioden.

I skovene er bladbillerne truet af intensiv skovdrift hvor værtsplanter forsvinder ved plukhugst, udtynding og renafdrift af træer og buske.

Det historiske (og fortsatte) tab af levesteder som følge af opdyrkning, tilplantning, afvanding og bebyggelse betyder, at mange bestande er små og isolerede og følsomme over for små tilfældige variationer i fx vejrforholdene.

Mere om bladbiller

Antal arter i Danmark

Bladbiller er udbredt over hele jorden. Det er en artsrig gruppe og der er beskrevet over 36.000 arter. Artslisten på allearter.dk omfatter 276 danske arter fordelt på familierne: Megalopodidae 4 arter, Orsodacnidae 1 art og Chrysomelidae 271 arter.

Om artsgruppen

Bladbiller er en gruppe af ofte farvestrålende og i form varierende biller. De fleste er små eller mellemstore og de danske arter er mellem 1 og 13 mm lange. Nogle eksotiske arter bliver op til 4 cm. Larverne er af stærkt varieret udseende. Hovedet er mørkt kitiniseret og hårdt. Kroppen er stærkt varierende i form og farve og kan være forsynet med hår, børster eller torne. Som andre biller gennemgår bladbillerne en fuldstændig forvandling med en livscyklus omfattende æg, larve, puppe og voksen.

Bladbillerne er planteædere og som regel knyttet til en bestemt planteart eller nogle få beslægtede arter. Både de voksne biller og larverne lever almindeligvis på de samme planter og foderplanten vil så vise to tydeligt forskellige typer af gnavspor: Imagognav og larvegnav.

Udviklingen foregår skjult inde i planternes stængler, knopper, frugter eller rødder eller larverne minerer i bladene eller de lever frit fremme på planterne. I sidste fald er larverne ofte helt eller delvis beskyttet af et dække bestående af ekskrementer eller afskudte larvehuder. Forpupningen finder sted i eller på foderplanten eller i jorden. Hos nogle arter danner larven en kokon i forbindelse med forpupningen. Hos sivbukkene (Donaciinae) lever larverne på sump- og vandplanters rødder og rhizomer og henter den nødvendige ilt fra plantens luftfyldte hulrum.

De fleste bladbiller udvikler sig i løbet af sommermånederne og klækkes sidst på sommeren. De voksne biller overvintrer og træffes igen fremme næste forår. En del arter overvintrer dog som larver og klækkes om foråret, men kun få arter overvintrer som æg eller puppe. De voksne bladbiller sidder oftest fremme på foderplanterne. Mange af arterne er træge, men sky og lader sig falde til jorden ved den mindste forstyrrelse. En særlig gruppe, jordlopperne (Alticinae), har stærkt udviklede bagben og er i stand til at springe.

Klassifikation

Rige
Dyreriget
Række
Leddyr
Underrække Hexapoda
KlasseInsekter
OrdenBiller
Overfamilie Chrysomeloidea

Referencer

  • allearter.dk
  • IUCN. 2012a. IUCN redlist categories and criteria. Version 3.1. Second edition. Gland, Switzerland and Cambridge, UK
  • IUCN 2012b.  Guidelines for application of IUCN Red List criteria at regional and national levels. Version 4.0. Gland, Switzerland and Cambridge, UK
  • IUCN 2016. Guidelines for using the IUCN red list categories and criteria, version 12. Cambridge, United Kingdom
  • Butchart, S.H.M., Akçakaya, H.R., Chanson, J., Baillie, J.E.M., Collen, B, Quader, S., Turner, W.R., Amin, R., Stuart, S.N. and Hilton-Taylor, C. 2007. Improvements to the Red List Index. PLoS One 2(1): e140
  • Gønget, H. Bladbiller. I Wind, P. & Pihl. S. (red.): Den danske rødliste. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet.    

Tofarvet sivbuk / Foto: Ole Martin ©
Tofarvet sivbuk (Donacia bicolor) lever på vandplanter. Arten er udbredt i det meste af Danmark, men er ikke almindelig. Den nationale bestand skønnes stabil og ikke udsat for aktuelle negative påvirkninger. Derfor er arten blevet henført til rødlistekategorien livskraftig (LC).
Foto: Ole Martin ©

Klitguldbille / Foto: Ole Martin ©
Klitguldbille (Chrysolina carniflex) lever på overdrev og kystenge på mark-bynke (Artemisia campestris) og strand-malurt (Artemisia maritima). Klitguldbille er tidligere fundet på følgende lokaliteter:  Roden på Lolland, Bøtø dige på Falster, i Tisvilde, Nordsjælland og Rønne strand, Bagå og Arnager på Bornholm. I mange år var arten kun kendt fra Bøtø, hvor den sidst er observeret i 1967 og hvor den siden mange gange forgæves har været eftersøgt. I 2013 blev arten fundet på Ulfshale, Møn. Lokaliteten der, er kun ca. 50 x 50 m og der er observeret tilgroning og færre eksemplarer af foderplanten mark-bynke. Arten er derfor blevet henført til rødlistekategorien kritisk truet (CR).
Foto: Ole Martin ©

Myrebladbille / Foto: Ole Martin
Myrebladbille (Clytra quadripunctata) lever på buske og lavere planter i solåbent krat, især på høj tør bund. Ægget lægges på eller ved tuer af rød skovmyre (Formica rufa) og myrerne bringer ægget ned i tuen, hvor larven lever af tuestoffet. Arten er almindelig og udbredt i hele Danmark. Den nationale bestand skønnes stabil og ikke udsat for aktuelle negative påvirkninger. Derfor er arten blevet henført til rødlistekategorien livskraftig (LC).
Foto: Ole Martin ©