Dybden i naturen afhænger af øjnene, der ser. For de fleste mennesker er en skov et sted med en sammenhængende bevoksning af høje træer. Har man først lært skovens vilde arter at kende, opdager man, at det gør en verden til forskel, om skoven er ung eller gammel, om der vokser løvtræer eller nåletræer, og om den er kultiveret eller overladt til sig selv. Nogle arter af svampe og planter er knyttet til bestemte jordbundstyper. Nogle laver, mosser og insekter lever på træernes bark eller buskenes blade, og andre arter kræver særlige lys- og fugtighedsforhold i skoven.

Der er en kompleksitet og dybde i de fleste danske naturtyper, som ikke er umiddelbart tilgængelig for beskueren, men som åbenbares, hvis man giver sig tid til at kigge nærmere efter. At studere naturens biologiske mangfoldighed er således ligesom at studere et maleri af en stor kunstner. Først efter lang tids rolig iagttagelse får man adgang til værkets forskellige lag og dimensioner. De vilde dyr, planter og svampe er ikke tilfældigt fordelt i den danske natur. De har hver deres niche, det vil sige en særlig kombination af levevilkår, som de gennem evolutionens forløb har tilpasset sig. Nogle arter har en stærkt specialiseret niche, som eksempelvis sommerfuglen sortplettet blåfugl, hvis larver kræver timian som foderplante i deres tidlige udvikling og dernæst skal samles op af en myreart og bringes til myrens underjordiske bo, hvor larverne æder af myrens yngel, indtil de er klar til at forpuppe sig. Andre arter har en bredere niche. For eksempel kræver havørn blot egnede redetræer, fred for efterstræbelse og et varieret jagtterræn, hvor den kan jage fisk, fugle og pattedyr eller finde ådsler.

Vi har i rødlistesammenhæng sat levestedsbeskrivelserne i system ved at skelne mellem det sted, hvor arten lever – fx en skov, et græsland eller en mose (Figur 4a)– og den kilde til energi og ressourcer, som arten har brug for – fx dødt ved, en bestemt planteart eller lort fra køer eller heste (Figur 4b).

Hvis man vil forstå årsagen til en arts tilbagegang eller forsvinden, må man vide, hvor arten lever, og hvad den lever af. Desuden må man kende truslerne mod arten, levestedet eller de ressourcer, arten skal bruge. Der er mange arter, hvis biologi vi ikke kender, og hvor vi efter bedste evne må gætte på deres levested, årsagerne til deres truethed, og på hvad der skal til for at vende udviklingen. I det følgende vil vi præsentere og beskrive nogle af de vigtigste levesteder og trusler for de rødlistede arter.

Hvis man ønsker at gå yderligere i detaljer, kan man finde mere detaljerede beskrivelser af levesteder og trusler under de forskellige rødlistevurderede artsgrupper.