Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Græsland og hede

Græsland eller overdrev, som det hedder i naturbeskyttelsesloven, er en naturtype, der udvikles under tilbagevendende forstyrrelser som græsning på veldrænet bund, hvor jorden ikke er alt for sandet og udvasket. På meget sandet og næringsfattig jordbund udvikles hede og klithede. Græsland har ofte et artsrigt vegetationsdække, hvor mange arter vokser på det samme lille område. Vegetationsdækket er præget af nøjsomme planter med langsom vækst, hvilket fremmer artsrigdommen. Der er stor variation i græslandets sammensætning af plantearter afhængigt af jordbundens surhedsgrad, som kan variere fra pH 4 til pH 8. Den laveste surhedsgrad findes på sandede, nordvendte skråninger, hvor den lave temperatur og lille indstråling medfører et overskud af nedbør, som fører til udvaskning af næringsstoffer fra jordbunden og en vis forsuring. Den højeste pH findes på varme, sydvendte skrænter på kalksten, skrivekridt eller kalkrige morænejorde.

I dag findes græsland i Danmark mest på stejle skrænter. Det skyldes ikke, at planterne foretrækker at vokse i skrånende terræn, men derimod at næsten alle flade arealer har været pløjet, gødsket og dyrket. Ældre tiders landbrug var kendetegnet ved et sparsomt eller slet intet forbrug af gødning, hvorfor afgrøderne ofte mistrivedes. Dyrkning medførte en udpining af jordbundens næringsstoffer, hvorfor det var nødvendigt med flere års braklægning. Ved braklægning sprang markerne derfor ofte i græsland eller tør hede. De sidste 70 år har landbruget anvendt gødning i stigende mængde (selvom forbruget er aftaget lidt de senere år). De næringsrige jorder, som nu braklægges, bliver derfor sjældent dækket af græslandets lavtvoksende, artsrige overdrevsvegetation eller hedens dværgbuske. De bliver derimod på få år domineret af et højtvoksende, tæt plantedække af grove græsser, tidsler og skræpper samt stor nælde og vild kørvel uden levemuligheder for græslandsplanter eller varmekrævende insekter og krybdyr. På meget tørre og sandede jorde kan græslandets planter vinde indpas efter dyrkningsophør, men mange steder betyder afstanden til eksisterende spredningskilder, at kun de mest almindelige af græslandets planter når frem.

Heder er en lysåben naturtype på tør bund ligesom græsland, men hederne udvikles hvor jordbunden er så næringsfattig og udvasket, at dværgbuskene får en konkurrencemæssig fordel frem for græsser og bredbladede urter. Sammen med dværgbuskene optræder en række stærkt specialiserede insekter og ofte er der plads til, at små nøjsomme urter, mosser og laver kan vokse mellem de langsomt voksende dværgbuske. Ligesom græsland er hede afhængig af tilbagevendende forstyrrelser i form af eksempelvis græsning, brand eller kulturindgreb som tørveskrælning og slæt.

Kalkoverdrev / Foto: Henriette Bjerregaard, MST ©
Kalkoverdrev er en type af naturtypen græsland som findes på mere eller mindre kalkrig bund. Græsland er levested for en stor andel af de rødlistede arter. Fejrup Strand på Helgenæs. Foto: Henriette Bjerregaard ©

Horndrager / Foto: Peter Wind ©
Horndrager (Anacamptis pyramidalis) er en af de truede orkidéer som er knyttet til kalkgræsland. Arten er henført til kategorien sårbar (VU)Foto: Peter Wind ©

Trusler mod græsland og hede

I et land, hvor opdyrkning og tilplantning af græsland og hede er forhindret via naturbeskyttelseslovens bestemmelser, er tilgroning som følge af ophørte forstyrrelser den største trussel mod naturtypernes rødlistede arter. Den vigtigste årsag til tilgroning er, at der ikke længere er græssende dyr i græsland og heder, og heller ikke andre typer af forstyrrelser som kunne kompensere for fraværet af store planteædere.

I forsøget på at kompensere for manglen på vilde græsædere kombineret med ophørt græsning som led i landbrugsdriften, forsøger man at fastholde græsland og hede i en gunstig tilstand med naturpleje. Ofte sker dette i en kombination af subsidieret opdræt af kødkvæg og får, styret afbrænding og forstyrrelser med maskinel slåning og tørveskrælning. Uheldigvis kan naturpleje i form af kødproduktion medføre overgræsning om sommeren, hvor det er mest lukrativt for landmanden af have dyrene på græs. Ved overgræsning ædes en stor del af plantevæksten, og derved forsvinder fødegrundlaget for plantelevende insekter – både sommerfuglelarver, tæger og cikader, men også bestøvende insekter som bier, blomsterbukke og svirrefluer. Naturpleje i form af maskinel slåning og tørveskrælning kan også medføre en naturskadelig monotonisering ved at udjævne naturlige knolde og tuer og fjerne variation i vegetationen i form af spredte grupper af buske og træer. Herved forsvinder også levesteder fra rødlistede arter. Ved omhyggelig naturfagligt begrundet tilrettelæggelse kan naturpleje dog medvirke til at sikre levesteder for rødlistede arter i græsland og hede.

Næringsstofbelastning og forsuring medfører ændringer i jordbundsforholdene som fører til artstab i græsland og hede. Kvælstofnedfald fører til fremgang for græsser på bekostning af bredbladede urter og dværgbuske, og forsuring medfører øgede koncentrationer af toxiske ioner i jordvæsken, som fortrænger en række typiske arter. Når floraen forarmes eller ændres, medfører det, at insekter og svampe, som er typiske for græsland og hede, får ødelagt deres levesteder.

Surt overdrev / Foto: Henriette Bjerregaard, MST ©
Græsland er følsomme overfor næringspåvirkning, der fører til fremgang for græsser på bekostning af bredbladede urter og dværgbuske. Når floraen forarmes eller ændres, medfører det, at insekter og svampe, som er typiske for græsland og hede, får ødelagt deres levesteder. Gødsket surt overdrev i Kastbjerg Ådal ved Falslev Åmølle. Foto: Henriette Bjerregaard ©