Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Moser og enge

Fra naturens hånd er store dele af Danmarks landareal moser og enge. Danmark er relativt fladt og rigt på nedbør, så grundvand og regnvand ville naturligt danne højtliggende enge og moser i små lavninger i landskabet og desuden samle sig i sammenhængende lavbundsarealer i ådalene, ved søbredder og langs fjord- og havkyster. Moser og enge er overvejende lysåbne naturtyper, som har en fugtig eller våd jordbund, i det mindste i vinterhalvåret. Vådområdernes surhedsgrad er afgørende for det biologiske samfund om udvikles. Er vandet kalkfattigt dannes højmose, hængesæk og hedemose, mens fremvældende kalkrigt grundvand giver ophav til rigkær og kildevæld.

Enge, som dannes ved oversvømmelse med næringsrigt vandløbsvand, bliver typisk relativt næringsrige og domineret af højstauder, mens de øvrige typer af mose og eng typisk er naturligt næringsfattige og lavt voksende med en relativt høj artsrigdom af karplanter. Artsrigdommen aftager dog i den sureste og mest næringsfattige ende af gradienten i hedemoser og højmoser, hvor vegetationen domineres af tørvemosser, dværgbuske og nogle få arter af halvgræsser og siv.

Tidvis våd eng / Foto: Henriette Bjerregaard, MST ©
Moser og enge er overvejende lysåbne naturtyper, som har en fugtig eller våd jordbund, i det mindste i vinterhalvåret. Særligt de næringsfattige græs- og urtedominerede plantesamfund på tidvis fugtig, våd eller oversvømmet bund kan være levesteder for mange truede arter. Foto: Henriette Bjerregaard ©

Trusler mod moser og enge

De vigtigste trusler mod rødlistede arter i enge og moser er afvanding, eutrofiering og ophørt græsning. Afvanding af moser er ekstremt udbredt, og der er kun få områder i Danmark som ikke er helt eller delvist afvandet. Afvandingen ødelægger levestedet – i første omgang ved at jordbunden bliver tørrere og i anden omgang ved at der kommer ilt til de kulstofrige tørvelag, hvilket sætter gang i en proces med nedbrydning og frigivelse af næringsstoffer. Ofte medfører afvandingen også, at vandstanden bliver stabiliseret med brønd, stigbord, pumpelag eller andet, hvilket fjerner den naturlige hydrologiske dynamik med årlige vandstandssvingninger og oversvømmelser. Afvanding og medfølgende eutrofiering er en trussel, som forstærkes af tilførslen af næringsstoffer fra det dyrkede opland til vådområderne via dræn og grøfter.

En del naturlige enge og moser har i perioder været opdyrket og gødsket, men i takt med at tørven er brændt af, og ådalen har sat sig, er opdyrkningen opgivet mange steder. Næringsstofferne er dog stadig til stede og vanskeliggør, at moserne vender tilbage til deres naturlige tilstand. Resultatet bliver, at de naturligt næringsfattige moser og enge i dag kun udgør en lille del af det samlede areal med vådområder.

Intakte moser er ofte så våde at de er fravalgt som græsningsarealer for husdyr, der i stedet går på afvandede græsmarker og kulturenge. Da der heller ikke længere bliver slået hø eller gravet tørv i moserne, foregår der i disse år en omfattende tilgroning af moserne med pil, birk og el, hvilket er en trussel mod de rødlistede arter, som er knyttet til artsrige plantesamfund i lysåbne moser.

Rigkær / En gunstig tilstand i rigkær forudsætter, at de naturlige hydrologiske processer får lov at råde, og udtørring som følge af afvanding er en af de vigtigste negative påvirkninger af naturtypens tilstand. Afvandet rigkær i Skanderborg Kommune. Foto: Henriette Bjerregaard, MST ©
Afvanding af enge og moser er ekstremt udbredt, og der er kun få områder i Danmark som ikke er helt eller delvist afvandet. Afvandingen ødelægger levestedet ved at jordbunden bliver tørrere og mere næringsrig. Ofte medfører afvandingen også, at den naturlige hydrologiske dynamik med årlige vandstandssvingninger og oversvømmelser forsvinder. Foto: Henriette Bjerregaard ©